Unbreakable (2000)

    Efter som den eneste at have overlevet en togulykke, opsøges en mand af en handicappet, der mener at deres forskellighed har en mening.


    RAFFINERET OG OVERRASKENDE

    Instruktør M. Night Shyamalan leverer hér en alternativ film, der ikke kan andet end overraske en garvet filmkigger. "Unbreakable" er en tung og dyster historie, som man godt kan mærke er lidt i familie med Shaymalans første film, The Sixth Sense (1999).

    Tilbageblik
    Sikkerhedsvagten, Bruce Willis' David Dunn, overlever som den eneste en voldsom togulykke. Da han kontaktes af en handicappet mand, Samuel L. Jacksons Elijah Price, tvinges David til at tænke tilbage på sit liv.

    En slags Superman
    Elijah lider af en alvorlig knoglesygdom, der gør, at han meget nemt kan brække rigtig mange knogler. Han har researchet en del på David Dunn og er nået frem til, at Dunn er en slags Superman, en tegneseriehelt - den diametrale modsætning til Elijah selv.

    Små margener
    Elijahs påstande om, at David aldrig har været syg, tvinger David til at skrue tiden tilbage og gøre op med sig selv, om han rent faktisk er et slags overmenneske. Elijah er tæt på at overbevise både David og hans familie, og det er kun ganske små margener der afgør, at det hele ikke ender tragisk.

    Meget lange klip
    M. Night Shyamalan benytter sig ofte af lange scener uden et eneste klip. Det er både raffineret og teknisk krævende og giver tilskueren en billedligt meget behagelig og rolig oplevelse. Der kan ofte gå lang tid, før man har gættet/lokaliseret dialogens udspring. Kameraet søger langsomt mod et talende par eller en løbende dreng.

    Fantastisk stemning
    Disse lange og betagende scener skaber en fantastisk stemning, og i kombination med den overrumplende historie er "Unbreakable" en rigtig særpræget film.
    Billedsproget er karakteristisk og malende, en rejse gennem lys, skygger og farver, og filmen hægter sig rigtig grundigt fast på nethinden.
     

    Sikkerheden selv

    Blandt skuespillerne gør Bruce Willis en meget flot figur, Samuel L. Jacksom er sikkerheden selv, og Robin Wright leverer en lille pragtpræstation fuld af dybt troværdig styrke.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2000, USA, Thriller, Mystik, Science Fiction, Tog på film, 106 min.

    Dansk titel: Unbreakable
    Instr: M. Night Shyamalan Prod: Barry Mendel, Sam Mercer, M. Night Shyamalan Manus: M. Night Shyamalan Foto: Eduardo Serra Klip: Dylan Tichenor Mus: James Newton Howard