Under Byens Tage (1938)

Johan Jacobsen overtog iscenesættelsen fra den syge A.W. Sandberg og fik dermed chancen for at markere sig på den danske (folkekomedie-)scene sidst i 1930’erne. "Under Byens Tage" blev Jacobsens instruktørdebut. Flere anmeldere så et lysende talent i Jacobsen, hvad der da også skulle vise sig at holde stik: Jacobsen markerede sig særligt som stærk og fornyende komediefortolker op gennem 1940’erne.
 

Sarauws manus er ikke så ringe endda, men filmoplevelsen "Under Byens Tage" er temmelig genremæssigt metaltræt og udpræget kedelig, på trods af den tiltænkt friske fremdrift. Dette skyldes blandt andet en noget grå og tempoløs totalanvendelse af kulisser.

Under byens tage går livet sin brogede gang. Det veksler mellem tårer og smil, mellem lykke og sorg. I kunstnerrestauranten "Mona Bar" i indre by fungerer den tidligere model Mona Frank (Liva Weel) som kunstnernes gudinde. Fuld af godt humør og aldrig bleg for at bryde ud i folkelig sang. Hun hjælper både med penge og hjertesorger. Mellem de mange kunstnere har Niels Brandemose (Peter Poulsen) sit eget ansigt. Han er for nylig kommet til byen for at gå på Akademiet, og hele hans higen og lyst står til at blive maler.

Det er forfriskende at opleve Liva Weel i en stort set gennemført jordnær rolle. Her er ikke mange ekstremer, og det komisk manierede er lagt på hylden til fordel for mere psykologisk tyngde. Men manuskriptet tillader desværre ikke den helt gennemstegte præstation, og det bliver ved de få gyldne øjeblikke. Overfor Weel er der ikke meget hoved- eller birollegennemslagskraft. Peter Poulsen er nærmest udtryksløs som den let forsmåede kunstnerspire, og hverken Arthur Jensen, Christian Arhoff eller Sigurd Langberg bidrager med andet end det forventelige.

Johannes Meyer er det bedste bud på regulært modspil til Weel, men igen bliver det ved de få gyldne øjeblikke. Det er, som om filmen ikke tør kradse i overfladen, og den forbliver på selvsamme. Som følge af Liva Weels sangglæde er filmen temmelig musikunderkastet. Der er heldigvis et vist bid over Kai Normann Andersens tone, men de helt store slagere udebliver.