Nøglen til paradis (1970)

Bent Fabricius-Bjerres iørefaldende hovedtema er noget af det mest positive, der er at sige om Sven Methlings overstadige farce, hvor Dirch Passer og Lone Hertz flirter med hinanden på kryds og tværs af jord, himmel... og flere tusinde år. Historien er nemlig af den kreative slags: På et fly på vej til Costa del Sol sidder præsten Gudmund (Dirch Passer). Da han kigger ud ad vinduet, ser han en kvinde (Lone Hertz) på vingen! Kan det nu passe? Nej, ikke helt – men for morskabs skyld alligevel lidt.

Da flyet endelig er landet, og Gudmund er kommet sig lidt ovenpå sit choksyn, møder han kvinden under lidt mere rolige omstændigheder. Hun kalder sig Gabriella viser sig at være en engel, og de to har kendt hinanden via flere reinkarnationer, blandt andet var Gudmund i sin tid feltherre og Napoleons højre hånd i år 1800... Det forhindrer ikke en romantic interest i året 1970, men det giver også flere hedeslag for hotellets gæster, hvor menighedsrådsformanden (Preben Mahrt) blandt andet ser Gabriella gå på swimmingpoolens vand.
 

Filmen er skinger og usammenhængende fra begyndelsen, hvor det overstadige hurtigt mærkes i både skuespil og indpakning. Eksotisk selvfølgelig at se Dirch Passer med venner på en ægte bjergrig baggrund, men nogen højnelse for filmoplevelsen er det langt fra. Jørgen Ryg står for de sødeste indspark i birollen som den (naturligvis forhutlet distræte) hotelportier. Lone Hertz er fin og feminin, som hun smider noget af tøjet på flyvningen, men samspillet med Dirch kommer aldrig til at tage kegler. Historien er ganske enkelt forsvindende tynd.

Birollerne er ikke udstyret med nogen form for fylde, og Else-Maries portræt af den drikfældigt cigarrygende kontorchef bliver fx blot en tør maskulin parodi. Som to ministre, der forsøger at tale Gudmund lidt til rette i hans præstekald, ses grå skygger af Emil Hass Christensen og Bjørn Puggaard-Müller. Og så kan du opleve Carl Ottosen som selveste Christian IV, som han bliver "kaldt op" af Lone Hertz’ engel i et lille halespejl.