Burn After Reading (2008)

    En CIA-agent bliver gået, og da et par fitnessinstruktører finder nogle af hans fortrolige oplysninger, bryder helvede løs.


    RAFFINERET SERVERET HUMOR

    + PLUS: spil | afdæmpet komik | meget lidt musik
    -MINUS: -

     

    Her kan man opleve Coen-brødrene i komisk topform: En underfundig og oprigtigt morsom komedie, der har sine absolutte kvaliteter i en afdæmpet fortællestil.
     

    Degraderet agent

    Da en CIA-agent bliver degraderet, vælger han at sige op. Men det er ikke kun på arbejdet, han har problemer. Der er også knas i ægteskabet, og bag facaden har hans kone en affære med deres fælles ven.
     

    Konen vil skilles

    Konen vil skilles, men hun går stille med dørene. Hun bliver af sin advokat opfordret til at brænde en disk med mandens regnskaber. Denne disk skal dog snart havne i helt andre hænder, nemlig i et par fitnessinstruktørers - og de ser straks muligheder for at score en pæn portion penge ved at gå direkte til CIA-agenten.

    Nuancerede komiske udtryk
    Det er i og for sig ikke så meget plottet, der er filmens force. De enkelte roller er nuancerede med vidt forskellige komiske udtryk - der er ikke tale om hysterisk tåbelige arketyper inden for genren. Hver rolle har sin egen underfundighed.

    Dygtig iscenesættelse
    Med til historien hører så selvfølgelig, at skuespillerne er dygtigt instrueret ind i dette univers af skæve eksistenser. Det afstedkommer ubetaleligt veloplagte enkeltpræstationer.
     

    Herligt underspillet

    Frances McDormand er herligt underspillet med en evigt ulmende hystade-vulkanisme som fitness-instruktøren, der kun tænker på sine kosmetiske operationer. Brad Pitt rammer plet som den tomhjernede fitnessbørge med en farvet hårtot, stumpet træningstrøje, tyggegummi og cykelhjelm.

    Alle tiders dildo-opfindelse
    George Clooney har sine fine øjeblikke som førsteelskeren, der har en date med en ny kvinde stort set hver dag. Allerbedst er hans præsentation af alle tiders dildo-opfindelse: Et mindeværdigt øjeblik i dette bramfri morskabseventyr.

     

    Tiltagende vanvid

    John Malkovich' tiltagende vanvid er simpelthen stærk underholdning! De helt stærke præstationer sørger et par af birollerne for: Richard Jenkins som den sørgmodige fitness-chef og Jeffrey DeMunn som plastikkirurgen, der kommer på en hård verbal prøve, da fitness-kvinden lister sine ønsker for operationer.

    Behageligt lydløs
    Det er således i skuespillernes perfekte formidling af det skæve manuskript, vi finder filmens største kvaliteter. Samtidig er det værd at lægge mærke til, at Coen-brødrene i meget vid - og meget behagelig - udstrækning serverer filmen uden underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2008, USA, Komedie, Krimi, 96 min.

    Dansk titel: Burn After Reading
    Instr: Ethan Coen Prod: Tim Bevan, Ethan Coen, Joel Coen, Eric Fellner Manus: Joel Coen, Ethan Coen Foto: Emmanuel Lubezki Klip: Roderick Jaynes Mus: Carter Burwell
    Priser
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (McDormand)