A Woman Under the Influence (1974)

    En kvindes alkoholmisbrug og mentale sammenbrud påvirker hendes nærmeste familie i voldsom grad.


    NÆRVÆRENDE SPIL

    John Cassavetes’ dybt vedkommende "A Woman Under the Influence" – et godt to en halv times intensivt bekendtskab med en kvindes mentale sammenbrud – taber aldrig tråden og er en rystende nærværende oplevelse.

    En pragtpræstation
    Gena Rowlands leverer en pragtpræstation som familiekvinden Mabel Longhetti, der går ned med flaget. Udover selvfølgelig selv at være opløst af indre og dybt alkoholiseret smerte, påvirker Mabels nedtur også hendes kernefamilie, der på en barsk og koncentreret vis oplever hendes fuldskab på nærmeste hold.

    Utrættelig støtte
    Peter Falk spiller hendes standhaftige mand Nick, og hans indsats er utrættelig. Mabels problemer tager til, og hun skriger og skaber sig som en stukket gris. Børnene Angelo (Matthew Labyorteaux), Tony (Matthew Cassel) og Maria (Christina Grisanti) kan kun se grædefærdige til og ind imellem forsøge at give en hjælpende hånd. Trøst hjælper ikke det store.

    Komprimeret historie
    Filmen er bevægende, som man sjældent oplever det, og den komprimerede historie er konstant fængende. Langt det meste af "A Woman Under the Influence" foregår i Longhetti-familiens hus, og denne nærhed og uhygge omkring det alkoholiserede vanvid er ubeskriveligt ægte. Det "ensformige" kammerspil trætter ikke, dertil er kompositionen af historien og det sublime skuespil alt for helstøbt.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1974, USA, Psykologisk drama, Romantik, Drama, Biler på film, Børn på film, Teenagere, 155 min.

    Dansk titel: En kvinde under indflydelse
    Instr: John Cassavetes Prod: Sam Shaw Manus: John Cassavetes Foto: Caleb Deschanel Klip: Tom Cornwell, David Armstrong, Elizabeth Bergeron, Sheila Viseltear Mus: Bo Harwood
    Priser
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Rowlands)
    • AAN - Bedste instruktør
    • GG - Bedste skuespilerinde (Rowlands)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste manuskript