De sjove år (1959)

Før, den personlige tone og stil blev mulig for den meget talentfulde Palle Kjærulff-Schmidt, måtte han – for overhovedet at komme i betragtning i branchen – fabrikere bestillingsarbejder udi det genremæssigt tidstypiske.

Bestillingsarbejder

To film af bestillingskaliber blev det til, begge med Robert Saaskin som teknisk instruktør, og begge film om tidens ungdom: Den moralske opsang Bundfald (1957) og denne energiske ungdomskomedie, "De sjove år" fra 1959.

Samtidssatire

"De sjove år" skrev Kjærulff-Schmidt sammen med Klaus Rifbjerg, og i glimt mærkes den smægtende samtids- og samfundssatire, når skildringerne af de potentielt lykkelige ungdsomsår rammer noget af det helt rigtige. Nemlig, at det ikke altid er så voldsomt sjovt at være studerende, bo på kollegie eller at stifte familie.

Tilværelsens ulidelige let- og sværhed

Historien kredser om en gruppe unge studerende, der flokkes om tilværelsens ulidelige let- og sværhed med udgangspunkt i et kollegie i København (Egmont). Det er i realiteten svært at få et ben til jorden, når der hele tiden skal være gang i den. (Studie)jobbene hænger ikke på træerne, og kærligheden er lunefuld.

Gennemgribende overgearet

Problemet med "De sjove år" er, af den er gennemgribende overgearet, fra start til slut. Der er stort set ikke et roligt øjeblik undervejs – både i den springende og kækt (påtagede) ungdommelige fortællestil – og på lydsiden, hvor støj afløser støj i både handling og i musikunderlægningen.

Tarveligt stressende

Denne måde at skildre sluthalvtredsernes ungdom på er tarveligt stressende og meget lidt troværdig, og interessen mistes hurtigt for både små og store roller – og for filmen som helhed. Holdes der ud, kan man indimellem glæde sig over flotte tidsbilledeglimt af København samt en række små og endnu mindre biroller, herunder Kirsten Walther som jobsøgende med en enkelt replik.