I predatori di Atlantide (1983)

Camping del terrore (1986)-instruktør Ruggero Deodato slipper på intet tidspunkt foden fra gaspedalen i serveringen af genrerodebutikken "I predatori di Atlantide", på engelsk "Atlantis Interceptors".

Umiddelbart ubehjælpsomt

Det er umiddelbart ubehjælsomt, men tilsvarende charmerende – og selvom teknikken absolut vakler, overrasker filmproduktet også med sin både æstetisk raffinerede og pænt bekostede fotografering.

Kamp/flugt

Til lands, til vands og i luften må en gruppe broget sammensatte forskere i decideret kamp/flugt-beredskab, da mystiske kræfter og personligheder vækkes til live.

Sprøde (ruin-)locations

Det sker umiddelbart efter, at en oldtidsstentavle er fundet på havets bund tæt på en forlist atomubåd. En gruppe nådesløse og våbenmæssigt veludrustede "personligheder" skal bekæmpes, og det sørger forskerholdet for i sprøde (ruin)-locations med rigelige guns og kanoner.

Mulig inspirationskilde

De mærkelige personligheder/oprørere lader ikke Mad Max-filmuniverset meget tilbage at ønske, og det er nærliggende at tro, at Deodato her har ladet sig inspirere af både kostumer og køretøjer til sin egen farvestrålende film.

Festfyrværkeri

For "I predatori di Atlantide" er bestemt et festfyrværkeri, der underholder – til trods for den tekniske vaklen, et buddingeblævret manus og et generelt ekstremt støjende (og primitivt dubbet) lydbillede.