The Hindenburg (1975)

Tematisk beslægtede 70’er-film:
Airport (1970)
The Poseidon Adventure (1972)
Earthquake (1974)
The Towering Inferno (1974)

The Hindenburg (1975)

Beyond the Poseidon Adventure (1979)

En af de mere sofistikerede såkaldte katastrofefilm, som Hollywood barslede med i rigelige mængder op gennem 1970'erne, er dette portræt af nazisternes enorme zeppeliner Hindenburg. Instruktør Robert Wise, der i sin tid også gav os den legendariske elsker-eller-hader-musical The Sound of Music (1965), har nemlig et fænomenalt greb om det store set up, så det rent faktisk står næsten tidløst, om ikke andet teknisk.

Ned på jorden...

Bl.a. er brugen af virkelige lyd- og filmoptagelser fra katastrofen i 1937 i filmens åbnings- og slutscener meget flot doseret og bringer det brede format ned på jorden. Men filmens største og allermest troværdige gennemslagskraft får vi i den slet og ret sublime scenografi: Edward C. Carfagnos aftryk er ikke til at tage fejl af. Han havde en lang fortid hos MGM - bl.a. med storfilmen Quo Vadis (1951) - og blev senere tro følgesvend til Clint Eastwood.

Lydløst gennem luften

Efter introduktionen med arkivoptagelser fra 30'ernes store og forståelige fascination af det enorme luftskib bredes formatet ud, og farvenuancerne i den blå himmel med drivende skyer ledsager Hindenburg, som den nærmest lydløst glider gennem luften. Hér får vi startteksterne i flot gotisk snoet gul: Det er jo en film med nazistisk undertema.

En prestigetur

George C. Scotts oberst Ritter bliver i filmens start af selveste Goebbels udpeget som chef for en kommende prestigetur for Hindenburg. Han skal sørge for, at sikkerheden er i orden, og at passagererne opfører sig ordentligt på rejsen. Bemærk i øvrigt, at man her i David Mauro rent faktisk har fundet en skuespiller, der har fysisk lighed med det virkelige livs nazistiske propagandaminister.

Hårdt udspændt lærred

Undervejs på rejsen over Atlanten går oberst Ritter mange ture gennem Hindenburgs imponerende skrog for at sikre, at alt er i orden. Smalle gangbroer og stiger i metal sikrer adgang under det hårdt udspændte lærred - så afgjort filmens mest gåsehudsfrembringende flotte sekvenser.

Ingen sensationsslutning

Klimaks kender alle på forhånd, men Robert Wise søger ingen sensations-afslutning, og valget af collage-arkivfilm med syret underlægningslyd- og musik viser sig at være det helt rigtige. Her har lyden en stressfaktor-virkning (filmen vandt en Oscar for bedste lyd- og visuelle effekter), og i den øvrige handling er David Shires flot komponerede musik sjældent direkte stemningsstjælende.

Stålsat kompromisløs

George C. Scott leverer en meget troværdig og solid præstation som den stålsat kompromisløse oberst. Han tager sin opgave alvorligt og lader sig ikke dupere (ret meget) af Anne Bancrofts grevinde-passager Ursula von Reugen. Hun gør ellers, hvad hun kan, for at (for)føre alle omkring sig - en dejligt afmålt birollepræstation af altid elskelige Bancroft.

Tynde biroller

Flere af de mindre biroller er noget fesne og fungerer mest som "pjattefyld" på passagerlisten. Undtagelsen er Roy Thinnes gestapo-type Martin Vogel: Han udstråler til perfektion en sammensætning, det aldrig er til at blive helt klog på.