Chaos (2005)

    Da en bankrøver med gidsler spørger specifikt efter en suspenderet betjent, indledes et suspekt og uigennemskueligt spil på magt og penge.


    KAOS MED OVERBYGNING

    Abnormt tyndbenet klichéaction med metaltrætte skuespillere og et plot under lavmål.

    Suspenderet betjent
    Politibetjenten Quentin Conners er suspenderet, da politistyrken pludselig tager ham ind i folden igen. Årsagen er, at en meget udspekuleret bankrøver med en bank fuld af gidsler spørger specifikt efter Conners som mægler - og det skal det vise sig, at der er gode grunde til.

    Røvsyge roller
    Jason Statham er tæt på at falde igennem i hovedrollen - spillet er i hvert fald ikke ligefrem værd at fremhæve. På samme måde er Wesley Snipes helt uden skurkebid som bankrøveren Jason. Ryan Philippe forsøger forgæves at charme sig gennem sin tumpede politimandsrolle.

    Non-stop-pumpende musik
    Der er pumpende musik i snart sagt hele filmen(!), og fortællestilen sitrer konstant. Fokus er på indpakningen, men det lykkes slet ikke instruktør Tony Giglio at camouflere det helt igennem tumpede projekt.

    Særligt tomhjernede scener
    Der opstår scener af særligt prekært tomhjernet karakter, som fx når en kvindelig betjent bliver akut liderlig ved synet af nybegynderbetjenten Ryan Phillippe. I en slags feministisk magtdemonstration, og samtidig for at fortælle Statham at hun ikke finder ham sexet, går hun åndeligt i kødet på stakkels Philippe og lægger en lap i hans brystlomme med beskeden: "Her er en liste over ting, du gerne må putte i munden på mig".

    Varm luft
    En meget god rettesnor for niveauet i "Chaos". Der er hverken orden, mening eller kaos i kaos - der er bare dumsmarthed og varm, ildelugtende luft, der oven i købet ender i en "overraskende" slutning.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2005, Canada, Action, Krimi, Drama, 106 min.

    Dansk titel: Chaos
    Instr: Tony Giglio Prod: Michael Derbas, Huw Penallt Jones, Garvin Wilding Manus: Tony Giglio Foto: Richard Greatrex Klip: Sean Barton Mus: Trevor Jones