Øjeblikket (1980)

    En mor til to og godt gift kvinde mærker en dag en knude i sit bryst og havner hurtigt på hospitalet. Hvordan påvirker hendes diagnose familielivet?


    »STIFT SERVERET«

    Astrid Henning-Jensens femtende film som instruktør er ment som en hyldest til livet og en – i hvert fald tiltænkt – tabubrydende omgang med døden. "Øjeblikket" rummer potentialet til at sætte ord og billeder på en barsk virkelighed i den terminale kræfts sfærer... med kernefamilien som baggrund.

     

     

     

     

    Men Henning-Jensens film glider desværre helt af på overfladen og lykkes slet ikke med at gå i flæsket på dødskonfrontation, dødsangst og dødsbevidsthed. Så i stedet for at være et dokument på ærlighed og nærvær, vidner "Øjeblikket" desværre om berøringsangst frem for noget andet. Filmen er i det hele taget kejtet iscenesat og bliver aldrig helt troværdig. Hertil er situationerne jaget alt for meget igennem.

    Line (Ann Mari Max-Hansen) opdager meget tidligt i historien, at hun har en knude i brystet. Det er før, tilskueren overhovedet har haft mulighed for den mindste identifikation med Line og hendes kernefamilie. Herefter kredses meget om Lines mange behandlinger i sygehusvæsenet, om kejtede lægers ufint serverede dødsdomme og om børnenes mange spørgsmål til døden. Også disse handlingselementer forbliver uden decideret gennemslagskraft, selvom der opstår små lommer af intensitet i familielivets møde med den potentielt ultimative adskillelse.
     

     

     

     

    Skuespillerne fremstår mere som små flytbare brikker i Henning-Jensens mobile og programmerbare dødsdrama, i hvert fald er mange af replikkerne og den mellemmenneskelige interaktion i det hele taget temmelig stift leveret. Lines dagligdagsstress afløses af en anelse mere (børne)nærvær, da diagnosen er stillet, men forholdet til børnene bliver aldrig andet end en stereotyp på "husk at børste tænder". Så er der lidt bedre kemi i det ægteskabelige drama mellem Line og ægtemanden Leif (Søren Spanning), selvom deres krise er mere (ufrivilligt) komisk end indsigtsfuldt skrevet.

    Desværre smitter det ubehjælpsomt skrevne universalængstelige melodrama af på skuespillet, der aldrig finder fodfæste. Hermed mistes tråden for tilskueren, og der opstår ikke nogen form for identifikation med de implicerede.
     

    Pressen skrev...
    "Sober historie om patienter uden temperament" // "Livsbekræftende dansk film om døden" // "En stærk og fin menneskeskildring" // "Slem gang reklame: Den glade kræft-død" // "Liv og død og lutter floskler" // "Statsstøttet ugebladsnovelle. Astrid Henning-Jensens nye film er uden en eneste personlig investering" samt "Alskens trivialiteter". ►½ ud af 4 stjerner i Morten Piils Gyldendals danske filmguide.


    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026