Hours (2013)

    En nybagt enkefar efterlades alene med sin for tidligt fødte datter på et hospital i New Orleans under orkanen Katrina.


    FAR PÅ FÆRDE

    Gysermanuskriptforfatter, Eric Heisserer, instruktørdebuterer hér med en spændingsmættet "Palle alene i verden"-agtig historie.

    Gyser-inspireret
    Og det kan mærkes, at Heisserer i manuskript og instruktion har fingeren på gysenes puls: virkemidler og spændingskurver spiller på genren " men "Hours" er et drama, der kan ses af et bredt publikum: Orkanen Katrine hærger i New Orleans, og Nolan Hayes venter i ulidelig spænding på udfaldet af sin kones førstegangsfødsel.

    En trist besked
    Blandt knaldede ruder og stresset personale får Nolan snart den triste besked, at hans kone er død under fødslen. Og datteren er havnet i respirator med forventede 48 timer til første naturlige åndedrag.

    I orkanens øje
    Oveni den ubærlige sorg skal Nolan snart forholde sig til, at hospitalet evakueres som følge af orkanen. Han er nødt til at blive ved sin datter. For hvis ikke han manuelt lader respiratoren op hvert tredje minut, mister han også babyen.

    Melodramatisk slagside
    Det højspændte plot får en ærgerligt melodramatisk slagside i Heisserers iscenesættelse. Særligt er musikken alt for tilstedeværende i alle stemninger fra sorg til jubel.

    Rørende kamp
    Men "Hours" har klare kvaliteter i den intime spænding og i skildringen af en nybagt fars rørende kamp mod uret - og døden - i en fascinerende vejrhistorisk kontekst.

    Stærk hovedrollepræstation
    Paul Walker, der døde i en bilulykke kort efter denne films tilblivelse, er stærk og troværdig i den dominerende og krævende hovedrolle. Og det bringer filmen sikkert i mål.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Psykologisk drama, Thriller, Børn på film, 97 min.

    Dansk titel: Hours
    Instr: Eric Heisserer Prod: Peter Safran Manus: Eric Heisserer Foto: Jaron Presant Klip: Sam Bauer Mus: Benjamin Wallfisch
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation