Palle alene i verden (1949)

Jens Sigsgaards klassiske og tidløse fortælling om drengen Palle alene i verden blev her dygtigt og poetisk iscenesat som halvtimelang kortfilm af Astrid Henning-Jensen. Historien vil aldrig "gå af mode", for hvem kan ikke identificere sig med drømmen om en dag (som barn) at vågne til en verden uden voksne, uden regler - og uden grænser?

Kan gå på vandet

Pludselig kan lille Palle gå på vandet - han kan i hvert fald selv styre sporvognen og det store passagerfly, men gennem tomme gader og luftrum. Og det kan godt være, at han bare kan tage af slikskålene i den forladte slikbutik, men til hvilken nytte? Det er nu i grunden kedeligt at være alene i verden...

Atmosfæremættet

I Annelise Reenbergs meget stilfulde og atmosfæremættede sort/hvide fotografering har kortfilmen en vigtig allieret, der rent teknisk og æstetisk hæver sig langt over almindelig standard. Og det skyldes ikke mindst Astrid Henning-Jensens fint balancerede (børnehøjde)-poetiske tilgang til historien.

Levendegjort drømmeverden

I en levendegjort drømmeverden kan fantasien nogle gange sprænge alle rammer på film. Men ikke i "Palle alene i verden": Her er vi nede på jorden, selv når Palle flyver til Månen. Det er kærligt, enkelt og vidunderligt barnligt uden på nogen måde at gå over stregen.

Drømmen går i opfyldelse

Sønnike Lars Henning-Jensen spiller med smittende glimt i øjet og formidler enhver drengs store drøm-i-opfyldelse-entusiasme i mødet med alle de skønne muligheder - før han til sidst må råbe på sin mor fra foden af sin tremmeseng.