Mary Reilly (1996)

Visuelt stemningsmættet, men også indholdsløst 1800-talsdrama, der omhandler den velkendte doktor Henry Jekyll og hans "assistent" Mr. Edwatd Hyde (John Malkovich). Og først og fremmest dennes stuepige Mary Reilly (Julia Roberts). Filmen fortælles nemlig gennem hendes øjne: Hvordan, hun gradvis opdager, hvad dr. Jekyll og mr. Hyde egentlig render og udfører.

Slående lighed
En dag samler husets herre dr. Jekyll sit hold af stuepiger og butlere for at fortælle dem, at han vil ansætte en assistent kaldet mr. Hyde. De skal tage godt imod ham og behandle ham vel. Det bliver Mary Reilly, der først gennemskuer ligheden mellem de to videnskabsmænd.

Længe om at gennemskue
Det tager ganske vist meget lang tid, inden det går op for hende, at dr. Jekyll og mr. Hyde er én og samme person, men dog er hun væsentligt hurtigere end resten af husets personale.

Ind bag maskerne

Langsomt – og ubehageligt – føres Mary ind bag maskerne og ind i husets herres virkelige sjæl. Dr. Jekyll og mr. Hyde betror sig nemlig hellere end gerne til Mary Reilly.

Blodigt laboratorium
Hvad, videnskabsmanden foretager sig med de blodige menneskeorganer, han henter ude i byen, hvis han da ikke selv har begået mordene, ligger langt over Mary Reillys fatteevne, men hun kan fornemme, at der er noget helt galt. Alligevel er mr. Hyde tæt på at forføre hende i sit blodige laboratorium...

Farveløse Roberts
Julia Roberts præsterer her langt under niveau. Det er næsten ikke til at holde ud at se hende traske rundt i stuepigeuniform med en konstant skyldbetynget udstråling. Det er utroværdigt og farveløst: Roberts skyder nakken frem, gnider hænderne og ser sig uroligt omkring med rullende øjne i ét væk.

Vanvidsgnister
Der er måske sammenlagt ét minut, hvor hun ikke fremtræder lige netop sådan. Så er der mere gods i John Malkovich, hvis bevidst beroligende og alfaderlige udstråling flot supplerer det vanvittige, der slår gnister, når videnskabsmanden rigtigt kommer op i ham.

Ensidig historie
Tidsbilledet er flot ramt, George Fentons musik er omvendt alt for svulstig. Det er i sandhed en meget tynd og ensidigt skrevet historie, der ikke på noget tidspunkt kan hverken kradse, bide eller sparke noget stof videre til eftertanke.