Elvis Hansen - en samfundshjælper (1988)

    Bistandsklienterne Elvis og og Herdis bliver tilbudt at bo i en fornem direktørvilla som en midlertidig løsning. Men luftforandringen fryder.


    BUNDSKRAB

    Regner Grasten producerede denne sen-firser-farce uden om filmstøttesystemet, og det lykkedes den uortodokse producer at få godt og vel en kvart million danskere i biografen. Lidt af en bedrift, når man betragter niveauet i "Elvis Hansen - en samfundshjælper". Det er nemlig meget lavt.

     

    Ufattelig hyper-energi

    Steen Springborg udfylder med næsten ufattelig hyper-energi filmens titelrolle som den håndbajer-svingende og arbejdsløse Elvis Hansen. Han og konen Herdis (og børn i vekslende aldre) nægter at fraflytte deres saneringsmodne lejlighed i København.

     

    Krigslignende tilstande

    Det ændrer sig, da de som en midlertidig løsning tilbydes Ove Sprogøes direktørbolig i det rige Nordsjælland. Det kan de alligevel ikke sige nej til. Og så kan det nok være, at der opstår krigslignende tilstande blandt de rige naboer, der lige skal fatte, hvem det egentlig er, der er flyttet ind.

     

    En ambitiøs tone?

    Man kan sige, at "Elvis Hansen" slår en ambitiøs tone an fra første scene. Men det lækre og kran-æstetiserede anslag fremstår først og fremmest som en magtpåliggende manifestation af, at ikke-statsstøttede film også kan tage sig lækkert ud. De ofte flotte billeder udgør i sig selv komiske kontraster til filmens outreret platte handling. Og så er der også den evindeligt lalleglade musik af Shubidua-Michael Hardinger og Jørgen Thorup...

     

    Stakkels Springborg

    Stakkels Springborg er i dén grad belemret med 100 % under-lavmåls-replikker filmen igennem - alle sammen i stil med "Bare der ikke går ged i den", når en ged er i billedet. Og altid fulgt af hysterisk tumpe-krampelatter i et overspil, hvis lige næppe er set i dansk film.

     

    Gennemført grum

    Som et lille løft på den gennemført grumme filmoplevelse optræder stærke skuespillere som Ove Sprogøe og Poul Bundgaard i mindre roller. Her er man i hvert fald kortvarigt sikret bare en smule jordforbindelse, selvom også disse roller er skrevet med en udtalt dum-klattende blækpen.

     

    Fladpandet trædemølle

    Ofte går der så meget farce i fortællingen, at falde-på-halen- og lagkagekomik tilsammen ikke kan beskrive, hvor tåbeligt det er. Javist, det er syret - og som sådan præget af opfindsomhed, men det er meget svært at få øje på blot en enkelt idé undervejs, der kan få filmen ud af den psykedelisk fladpandede trædemølle.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020