Von Ryan's Express (1965)

    En amerikansk oberst i det besatte Italien iværksætter en storstilet flugtaktion under 2. verdenskrig.


    SLAGFÆRDIG KRIGSFILM

    En 2. verdenskrigs-film, der leverer varen: Masser af spænding og krigsstemning, hårdt optrukne roller og en storslået iscenesættelse.
     

    Storstilet flugtaktion

    Frank Sinatras oberst Joseph von Ryan ankommer til en italiensk lejr for britiske krigsfanger. Da hele lejren senere skal transporteres med et nazistisk kontrolleret tog, iværksætter von Ryan en storstilet flugtaktion, hvor de tyske soldater på toget elimineres, og de allierede klæder sig i nazisternes uniformer. Det bliver en farefuld færd gennem landskabet, men det er von Ryans uomtvistelige plan at bringe toget ind i det neutrale Schweiz.

     

    Overbevisende iscenesættelse

    Efter en halv times stilstand i starten, begynder filmen at tage form, og man fornemmer til sin store fryd, hvor det bærer hen. På trods af det ganske opdigtede krigsplot, lader man sig helt og holdent føre med - dette takket være blandt andet solidt skuespil og en meget overbevisende iscenesættelse af veteraninstruktøren Mark Robson.

    Guf for krigsfilmselskere
    I særlig grad scenerne ombord på toget er spændingsmættede: Sekvensen, hvor toget bliver angrebet af tyske jagerfly i det norditalienske bjerglandskab, er guf for krigsfilmselskere.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1965, USA, Krig, Action, Tog på film, 111 min.

    Dansk titel: Von Ryans express
    Instr: Mark Robson Prod: Saul David Manus: Wendell Mayes, Joseph Landon Baseret på: roman af David Westheimer Foto: William H. Daniels Klip: Dorothy Spencer Mus: Jerry Goldsmith
    Priser
    • AAN - Bedste lydeffekter