I kongens klæ'r (1954)

Her fås en forsmag på begivenhederne i de seks "Soldaterkammerater"-film, dog i Poul Bangs iscenesættelse betydeligt mere "dybsindig" end de fremtidige film. "I kongens klæ’r" kom året efter Ved Kongelunden (1953) og blev den anden film i det frugtbare samspil mellem Dirch Passer og Ove Sprogøe.

Men hér er vi mere ude på et farcesidespor, og Dirch og Ove træder faktisk i baggrunden. "I kongens klæ’r" er mere end noget andet Kjeld Petersens film, og han trækker i høj grad stikkene hjem med sin farverige og veloplagte præstation som grossereren Johan Petersen, der siden skal blive kendt under det noget mere anonyme rekrut 67. Grossereren forveksles nemlig med den åleglatte, udspekulerede tyv og desertør Nikolaj Hansen (Buster Larsen), der har stjålet Petersens jakkesæt, så han har været nødt til at iklæde sig Hansens lurvede...

Snart er Johan Petersen velanbragt på kasernen, hvor premierløjtnanten Henrik Grøn (Louis Miehe-Renard) tager "kærligt" imod ham. Det hjælper ikke grossereren, at Grøn er forelsket i hans datter – tværtimod tager Grøn nu en udspekuleret hævn, idet Petersen tidligere har ytret sin alleryderste modvilje mod at få Grøn som svigersøn.
 

Med Kjeld Petersen i trøjen og i armene på Sprogøe / Passer kan det ikke blive helt kedeligt, og der opstår da også et par fine militante scener. Dog kan den temmelig militærleflende lavkomik ikke holde sig varm gennem en helt film, og vi havner på et sidespor med masser af tarveligt fyldstof. Louis Miehe-Renard befaler sig varm, her fire år før "Soldaterkammerater"-filmene – ja, vi kan faktisk opleve hans kommende præstation som Knud Petersen (616) med meget stor lighed... og det er desværre ikke kønt. Stiv diktion og mimik hvilket passer uhyre dårligt ind i denne alt andet lige mere seriøse komedie.

Buster Larsen danner forbryderisk par med en stammende Arthur Jensen, og de er begge kært sjove på den lidt lyssky stereotypiserede måde. Karl Stegger lyser gevaldigt op i en bette birolle som fængselsbetjenten med det overordentligt gode humør. Sven Gyldmarks underlægningsmusik er i bedste fald anonym, og den lille vifte af sange til denne film er langt fra ligeså inspirerede som til "Ved Kongelunden" fra året før, selvom titelmelodien blev en national ørehænger.