Flags of Our Fathers (2006)

    Efter det blodige slag om Iwo Jima vender de unge soldater hjem med traumer og bliver ufrivillige stjerner i et stort show.


    SLATTEN VIMPEL

    Sammenhængende film:
    Flags of Our Fathers (2006)
    Letters From Iwo Jima (2006)

    Snart 80-årige Clint Eastwood har nærmere skruet op for intensitetsniveauet i sine film, særligt når det gælder spektakulære effekter, store fortællermæssige armbevægelser og svulstig storproduktion som det er tilfældet med "Flags of Our Fathers".

    Skuffende patriotisme
    Det klart mest skuffende ved Eastwoods film er, at den som krigsdramatisk budbringer ikke formår at skabe noget egentligt spændingsfelt andet end det forventeligt patriotisk-rørstrømske, hvorom begivenhederne så kredser i dræbende lange scener.
     

    Panisk krigsstemning

    Filmens første halve time er undtaget fra ovennævnte, da Eastwood her lykkes fint med at skabe en troværdigt panisk krigsstemning, da de amerikanske tropper går i land på Iwo Jima.

    Fædrelandsforherligende
    Men filmen er klart centralforankret i en posttraumatisk kompostbunke, hvor soldaten "der kæmpede for sit land men døde for sine venner" portrætteres fra forventelige og fædrelandsforherligende vinkler.
     

    Ikke provokerende

    Dette faktum konstateres til trods for at Eastwoods film netop blev rost for at være både ægte og provokerende. Ægtheden er velsagtens mere en smagssag - tilskueren med smag for det klæbrige vil utvivlsomt føle en ægte allegiance - men provokerende er filmen langt fra.
     

    Sol og vind delt lige

    Hvem den skulle kunne provokere, skal vi lade stå hen i det uvisse, men faktum er, at ikke engang japanerne kan føle sig forfordelt eller forbigået, i det Eastwood mere eller mindre simultant skød filmen "Letters from Iwo Jima", der skildrer krigsbegivenhederne fra en japansk synsvinkel. Sol og vind er delt lige.

    Karaktercentreret
    Det er ikke svært at gennemskue meningen med Eastwoods omhyggeligt karaktercentrerede narrativitet. Samhørigheden og den enkelte skæbne er i fokus, og virkelighedens krigere bliver mindet i en uindpakket hyldest.
     

    Sidder lårene af hinanden

    Imidlertid finder man ikke det nødvendige materiale i karaktererne til at skabe en følelse af nærvær og personlig psykosfære. Ikke alene medvirker et hav af stjerner, hvor den ene nærmest sidder lårene af den anden, der bliver aldrig skabt en psykologisk intimitet som anledning til allegiance.

    Unge handyr
    Muligvis et kønt, ungt og virilt galleri af unge handyr - men der er alt for meget "mors dreng" over Eastwoods vinkling på både filmens historie og den enkelte karakters "lille historie". Svulstigt og stormombrust i en iscenesættelse, der bærer præg af bundløs rigdom - men hvor selve nerven kan læses af en slatten vimpel snarere end en fædrelandsblafrende fane.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020