Tro, håb og kærlighed (1984)

Der må knibes lidt i armen, når man ser Bille Augusts blændende filmatisering af Bjarne Reuters roman "Når snerlen blomstrer". Filmen rummer noget af det mest overbevisende og ægte skuespil, dansk film kunne byde på i midtfirserne. Kombineret med en glimrende historie bliver det til en film, man sent skal glemme.

Den første forelskelse
Adam Tønsberg og Lars Simonsen spiller skolekammeraterne Bjørn og Erik, der begge så småt er begyndt at tænke på piger. Mens Bjørn fri og frejdig kan vælge hvilken pige, han vil, hæmmes Erik af sin dominerende far, der i dén grad forstår at lægge en dæmper på sin søns tilværelse.
 

Har det bedst, når andre lider

Eriks far (Bent Mejding) har det bedst, når andre folk lider. Således sørger han for at holde sin psykisk labile kone (Aase Hansen) i konstant skak ved at skræmme og nedgøre hende.

En falsk trøst
Bjørn er smeltet sammen med sin lykkelige forelskelse i Anna (Camilla Søeberg), der dog snart sætter sig selv og Bjørn på en alvorlig prøve, da det viser sig, hun er gravid. Det skal blive enden på den stormende kærlighed, og Bjørn søger i stedet falsk trøst hos Kirsten (Ulrikke Bondo), der hele tiden har haft et godt øje til Bjørn.

Et vanskeligt oprør

Mens Erik må finde alle indre ressourcer frem for at tage et opgør med sin tyranniske far, kæmper Bjørn for at løsrive sig fra det truende borgerlige forhold med Kirsten.

Autentisk skuespil
Skuespillet er så autentisk, at det risler koldt ned ad ryggen i de mest intense scener. Lars Simonsens debut er fantastisk – der kan ikke forestilles en mere slående fremstilling af den kuede og nervøse knægt, der er helt i farens varetægt. Bent Mejding er ubeskriveligt ækel og næppe nogensinde set bedre.
 

Troværdig forelskelse

Spil af mere jævn, men ikke ringe karakter leverer Adam Tønsberg og Camilla Søeborg. Kulminationen på deres troværdige forelskelsesspil finder vi i abortscenen, der fører megen gåsehud med sig.

Gennemarbejdet manuskript
Manuskriptet er fabelagtigt gennemarbejdet af Bjarne Reuter og Bille August. At sidstnævnte i sine yngre dage var en helt sublim personinstruktør er denne film et lysende ekspempel på. Tidsbilledet er virkelig flot ramt. Med rigtig glimrende og tilpas mådeholden musik af Bo Holten.