Adam (2009)

Endnu en diagnosefilm, denne gang med Aspergers i centrum: "Adam" vandt gehør på Sundance-filmfestivalen og skildrer da også hovedpersonens kvaler ganske fint og jordbundet. Adam Raki (Hugh Dancy) er single med Aspergers syndrom og fører sit liv i meget faste rammer. Lige indtil faren dør, og han står alene i sin nøje tilrettelagte verden. Men da billedskønne Beth Buchwald (Rose Byrne) flytter ind i newyorkeropgangen, åbner der sig døre til en ny verden, hvor l'amour endda kan komme på spil...
 

"Adam"s mission synes at være at berette, at personer med Aspergers syndrom skam også kan have et almindeligt liv – tilnærmelsesvis. Og dét kan i sig selv hurtigt antage problematiske former i fortællingen, hvis ikke besøgelsestiden og kvalmegrænsen kendes. Instruktør- og manuskriptforfatter Max Mayer har i det store og hele formet en ok nuttet historie, bedst i den første times tid og mere med slagside mod det vamle i den überfantastiske afrunding. Balancen er hårfin, og Mayer mestrer den ikke. Troværdighedsfaktoren er helt central, og her er du hooked i den fine indledning, hvor særligt Hugh Dancy har succes med at indkapsle diagnosetemaet. Der går dog snart for meget lykkelig love you i historien, hvor Beths familieproblemer (eller rettere hendes karrierefars) stikker ud i en uvedkommende retning.

Rose Byrne udfylder rollen som Adams kærestepotentiale med passabel lillepigecharme, mens hendes forældre i det nævnte uinteressante sidespring er irriterende skygger i skikkelse af Peter Gallagher og Amy Irving... Med masser af I Love You, Daddy’s til følge. Det er også Beths karrierefar, der træder i anti-aspergerkarakter og på det kraftigste råder datteren til ikke at involvere sig i et forhold med Adam. En tyk kliché, som filmen slipper alt andet end heldigt af sted med. Til gengæld er slutningen åben og ikke – som nærved ventet – tyk af lykke.