Ad Astra (2019)

Teknisk hamrende flot rum-epos, der i de bedste scener i meget høj grad serverer troværdige fremtidsblik på rumrejsen og dens både etiske og kosmiske perspektiver. Men "Ad Astra" løber desværre også ud over alle bredder med sit moralske tids/rum-kodeks, og det er uklædeligt.

En ekstraordinær mission

Brad Pitts kontrollerede astronaut Roy McBride (hans puls kommer aldrig over 80, selv i stressede situationer!) må på en ret så ekstraordinær mission. Det kommer nemlig frem, at hans astronautfar - Tommy Lee Jones' H. Clifford McBride - angivelig slet ikke er død på en mission 30 år tidligere, men befinder sig tæt ved planeten Neptun.

I selvsving om gasplaneten

Og det er lidt noget gylle, for McBride senior er gået i selvsving i omløb om gasplaneten, hvilket er til fare for Jorden og dens befolkning. Derfor er Roys mission vigtig, og med lidt held kan han komme helt tæt på farmand og få ham bedre tanker.

Tiden står stille

Når "Ad Astra" er allermest vægtløs og i sort/gasblå-balance i fysisk nærvær af vores solsystems fjerneste planet, står tiden stille. Det er fejende flot og hårrejsende teknisk dueligt. Mindre elegant serveres de "jordnære" historier om far-søn-opgør og medfølgende obligatoriske (virtuelle) psykogiske tests, selvom samspillet i disse få scener mellem Pitt og Lee Jones ikker er ueffent.

Selv-fascination

Det hele tipper over på en anden klinge, hvor manuskriptets selv-fascination kommer i for høje omdrejninger, og så bølger der alt for meget stemnings-dræbende og sovset underlægningsmusik ud af alle kanaler. Som sagesløs tilskuer sidder man tilbage med et dybt, uopfyldt ønske om en rumfilm, der tør bruge rummets egne "lyde": Den totale stilhed.