Contraband (2012)

Pænt vellykket actionbrag, der primært overlever på en veltimet genrespænding og en række sunde (omend ofte overdrevne) plotudviklinger. Historien kender vi alt for godt: En nu pletfri amerikansk bedsteborger – og tidligere topsmugler – med kone og barn må lige tage et "job" mere, fordi svogeren sidder i narkolort og -gæld til langt op over begge ører.

Tvivlsom helt

Mark Wahlberg er den tvivlsomme helt Chris Farraday, der havner til søs på et kæmpe containerskib for at kunne gennemføre en enorm smugling af falske pengesedler. Med lidt held går operationen glat, så både familien og æren reddes. Men der opstår – ikke overraskende – utroligt mange farer undervejs...

Lidt mere end passabel

Det er hverken fordi, skuespillet gnistrer, eller fortællingen som sådan flår benene væk under sine tilskuere, at "Contraband" udgør knap to timers lidt mere end passabel underholdning. Men der er en vis portion fairness over balancen mellem actionkliché og genreafvikling. Det er islandske Batasar Kormákur, der står ved roret. Hans efterfølgende Hollywoodfilm 2 Guns (2013) – også med Mark Wahlberg – er tanden mere fesen.

Taber pusten

"Contraband" vinder på sit store setup med containerskibe, smuglerringe og narkobaroner, men taber pusten tilsvarende på stereotyperne. Særligt Giovanni Ribisi, der normalt er knaldgod, overspiller sin skurkerolle, og heller ikke Ben Foster lykkes troværdigt som den tilsyneladende bløde mand, der på grund af sin dårlige samvittighed må så grueligt meget igennem.

Ekstremt støjende

Mark Wahlberg lukrerer til gengæld på sin helt sædvanlige – og ukomplicerede – (action)udstråling og fungerer glimrende som helten med den lidt blakkede for- og nutid. Filmen er overplastret med ekstremt støjende underlægningsmusik. Heller ikke dette er overraskende, men det gør det ikke mindre generende.