Return to Montauk (2017)

Jovist, det kan være meget godt engang imellem at komme helt ned i gear i selskab med en film, der virkelig tager sig tid til sin historie og personer. Men Volker Schlöndorffs "Return to Montauk" er – udover at besidde nævnte kvaliteter – desværre også af den noget lommefilosofiske skuffe, hvori den nok også bliver glemt.

En gammel flamme

Forfatteren Max Zorn (Stellan Skarsgård) er i New York for at promovere sin nye roman. Men hans allerstørste besættelse bliver at prøve at genfinde flammen fra ungdsomsårene Rebecca (Nina Hoss), der nu er en højt på strå-advokat med ringe tid til bl.a. at genoptage begrædt kærlighed.

Lirker låget af fornuften

Alligevel lykkes det Zorn via en ihærdig assistent at få forbindelse, og måske kan han ligeså stille lirke låget af fornuften hos Rebecca og få følelserne til at koge på ny? Svaret blafrer i vinden, faktisk også efter sidste scene...

En hvilepulsfilm

"Return to Montauk" er en hvilepulsfilm, der aldrig søger de store udsving. Og i denne grundstemning trives Stellan Skarsgård egentlig udmærket. Schlöndorff bruger meget tid på at indfange små og store nuancer i netop Skarsgårds ansigt, ofte i nærbilleder.

Fint storbyportræt

Men nogen hverken helt medrivende eller for så vidt troværdig kærlighedshistorie udvikler filmen sig aldrig i retning af. Der er scener af fin styrke, når det gamle flammepar forsøger at genfinde melodi og refræn, men allerbedst står filmen i sit portræt af et moderne New York med alle storbyens stresstendenser.

Lommefilosofisk overflade

For som kulisse til den grundlæggende rolige historie fungerer storbyen rigtig godt, og hér rammer Schlöndorff noget af det rigtige. Desværre er replikvekslingerne stort set tømt for reel indlevelse og glider i stedet af på den lommefilosofisk uklædelige "overflade". Tilmed underkastet rigelige mængder filmmusik er det svært på noget tidspunkt at føle sig helt i sync med "Return to Montauk" – men hvilepulsen fornægter sig aldrig.