The Breakfast Club (1985)

John Hughes skabte gennem 80'erne en god håndfuld komedier, der primært havde fokus på teenageres op- og nedture i samtidens USA. "The Breakfast Club" må siges at være hans svendestykke - en formfuldendt og på mange måder modig dramakomedie.

8 timer

Det er lørdag formiddag, og fem elever ankommer modvilligt til gymnasiets flotte bibliotekslokale. Her skal de tilbringer omtrent 8 timer - de har nemlig alle fået en "sveder" og skal sidde efter, under overvågning af den emsige lærer, mr. Vernon.

På godt og ondt

Men mr. Vernon får hurtigt sin sag for i mødet med den rebelske Carl, der bestemt ikke har tænkt sig at tage eftersidningen uden kamp. Så det lykkes på finurlig vis de fem elever at skabe en art frirum midt i den låste situation, og tiden udnyttes nu til at lære hinanden bedre at kende - på godt og ondt.

Rolig og grundig

"The Breakfast Club" er meget anderledes end Hughes' øvrige film. Først og fremmest forføres man af den gennemsympatiske, rolige og grundige fortællestil, der tager sig tid til sine stemninger og fem hovedpersoner.

Fritaget for underlægningsmusik

Langt broderparten af scenerne - ofte lange indstillinger - er komplet fritaget for underlægningsmusik. Bemærk det nærvær, der opstår ud af interaktionerne i disse scener. Genreskuespillere som Emilio Estevez og Molly Ringwald er ikke før og siden set spille meget friere og elegant.

Et kammerspil

John Hughes er ikke kun interesseret i det eftersidnings-muntre - filmen er først og fremmest et dramatisk, mellemmenneskeligt kammerspil, der dannede skole for beslægtede samtale-film. De fem unge mennesker står fantastisk til hinanden og får det bedste - og værste - frem i følelsesregistret, fra latter til tårer.

Markante personligheder

John Kapelos' Carl er den mest markante personlighed i femkløveret, men også Anthony Michael Hall og Ally Sheedy bidrager flot til "The Breakfast Club"s både lyse og mørke stemninger i et enkelt, fascinerende 1980'er-billede, der er evigt holdbart.

Detalje-fokus

Med masser af fokus på detaljerne formår Hughes at vride ekstra autenticitet ud af sin velskrevne historie. Nøje udvalgte samtids-popsange dukker ind imellem finurligt op som ikke-kvælende baggrundstæppe for de sorgmuntre begivenheder.