Psycho III (1986)

Sammenhængende film:
Psycho (1960)
Psycho II (1983)
Psycho III (1986)
Psycho (1998)

Gennemført frygtelig 3'er i "Psycho"-filmserien, der startede med Hitchcocks mesterstykke i 1960 og efterfulgtes 23 år senere af Richard Franklins overraskende vellykkede "Psycho II". Filmenes stjerne Anthony Perkins fik tilmed sin instruktørdebut i denne "Psycho III", der handlingsmæssigt tager tråden op fra 2'eren.

En svaghed for kvinder

Der er således stadig tale om en historie centreret om motelejeren Norman Bates. Han har en sygelig svaghed for kvinder, der bunder i filmhistoriens måske mest aparte moderbinding. Da en blond ung kvinde ankommer til hans motel, får Bates savl i mundvigen: Hun minder ham så meget om dén kvinde, han myrdede i 1960, at han næsten ikke kan vente med at hvæsse køkkenkniven til anden ombæring!

Flere forhindringer

Flere forhindringer udskyder Bates' forehavende, og i det hele taget har han det svært i sit gamle barndomshjem på bakken over motellet. Her er det mor, der bestemmer – med et helt særligt twist – og ingen fremmede skal blande sig i Bates-verdenen bag den hemmelighedsfuldt tillukkede facade.

Lidt over afgrunden

I øvrigt er perspektiverne (i den erfarne Bruce Surtees' elegante fotografering) og perspektiveringerne (plotmæssigt) på det gamle hus filmens markant bedste kort. Det er kun i indstillinger og scener med huset som omdrejningspunkt, at "Psycho III" kan løfte sig bare en lillebitte smule over afgrunden.

Trives dårligt i dobbeltrollen

Perkins trives tydeligvis rigtig dårligt i dobbeltrollen som stjerne og instruktør. I hvert fald præsterer han ringe(!) i hovedrollen og har rigtigt slet greb om filmen i både teknisk og fortællemæssig henseende. Vi er milevidt fra hans virkeligt beundringsværdige præstationer i 1960'er- og 1983'er-filmene. 

Ikke kønt

De øvrige spillere, der alle udfylder vage biroller, forfalder typisk til overspil med en snert af komik (særligt Jeff Faheys Duane), alt imens Carter Burwells mærkeligt håndtamme "gyser"-underlægningsmusik er en diktator af de helt store. Ikke noget kønt filmisk bekendtskab – måske præget af, at Perkins under optagelserne fik besked om, at han var hiv-smittet?