Jack (2014)
10-årige Jack og lillebroren Manuel overlades til sig selv i Berlins gader, mens deres unge mor har "vigtigere" ting at se til.
10-ÅRIG VOKSEN
Afdæmpet og smerteligt portræt af berlinerbørn overladt til sig selv. Nærmere bestemt 10-årige Jack (Ivo Pietzcker), der sammen med lillebroren Manuel (Georg Arms) i flere dage må klare sig selv i Berlins gader, mens deres unge mor åbenbart har glemt alt om sine poder.
Troværdigt indblik
"Jack" giver et troværdigt indblik i både manglende voksenomsorg, og samtidig den dybe kærlighed og omsorg, som Jack giver til sin fire år yngre lillebror, mens de begge – uden held – forsøger at få fat i deres mor, eller bare adgang til lejligheden.
Eksistentiel vaklen
Jack skal på ingen måde have det nemt, og inden det flere dage lange morsvigt har han været en tur omkring et børnehjem – en tid præget af eksistentiel vaklen, primært som følge af mobning med fysisk overbygning.
Mentale hudafskrabninger
Filmen er rå, men den mentale hudafskrabning kommer særligt indefra fra et dygtigt skrevet manuskript og en levendegørende antydningens kunst. Der er ro på indpakningen, hvor bl.a. det næsten totale fravær af underlægningsmusik forstærker autenticiteten betragteligt.
10-årig voksen
At rollen som 10-årig voksen stresser Jack kommer stærkt til udtryk gennem hans mange (forgæves) forhåbninger om, at lige rundt om næste hjørne venter moren med åbne arme. Gang på gang må han løbe stakåndet af sted, og ligeså mange gange vende skuffet tilbage til den midlertidige tilværelse på gaden.
Ubrydeligt trist
Samspillet mellem de to brødre er vellykket, men først og fremmest er filmen centreret om talentfulde Ivo Pietzcker i titelrollen – hans stort set ubrydeligt triste ansigt bliver sindbilledet på filmen, og ansigtet huskes længe efter. "Jack" var i bl.a. i hovedkonkurrence på filmfestivalen i Berlin.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2014, Tyskland, Drama, Børn på film, Psykologisk drama, Coming of Age, 103 min.
Dansk titel: Jack- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering
- CPH - Politikens Publikumspris-nominering