Hounds of Love (2016)
Et kæreste- og seriemorderpar i Australien kidnapper og udnytter unge teenagepiger. Men deres seneste bytte bider fra sig.
KLAMSVEDT VANVID
Vellykket gyserthriller, der vinder på følt trekløverspil og et pift australsk mørke i portrættet af seriemorder-kæresteparret Evelyn (Emma Booth) og John White (Stephen Curry), der til offerrollen har en svaghed for teenagepiger.
Helvede i etplansvillaen
Næste offer bliver således Vicki Maloney (Ashleigh Cummings), der snart må indse, hvilket helvede, der venter hende i White-parrets indelukkede etplansvilla. Lænket til metalgitteret af sengen forsøger Vicki desperat at udtænke en plan, der mod alle odds kan redde hende fra den sikre død.
Nyt blod og vanvid
Temaet er velkendt, men lagt i hænderne på instruktør og manuskriptforfatter Ben Young alligevel tilført nyt blod og vanvid. De klamsvedte gys vinder i høj grad på at være indrammet af formørket Down Under-melankoli – langt fra Hollywoods ofte glamouriserende effektmageri.
Renset for overdrivelser
"Hounds of Love" er således relativt renset for overdrivelser (på nær en lidt for udbredt musikbrug samt en række slowmotion-billedserier), og dét forstærker den absurde og rå misbrugstematik til det glimtvis ubærlige.
Utilregnelighed af en anden verden
Stephen Curry tilfører sin del af seriemorderduoen en utilregnelighed af en anden verden: Hans John White-rollefigur er den udadtil pæne og velsoignerede bedsteborger med en særdeles mørk side. Emma Booth er strålende som den anden, og omvendt den "søde" af de to – måske har Vicki en chance, når de to er alene?
Skriger lungerne ud
Ashleigh Cummings er meget overbevisende i rollen som den mere end almindeligt trængte Vicki: Lungerne skriges ud i afmagt og rædsel. Det tydeliggør den mentalt krybende uhygge langt mere end lag på lag af effekter ville have gjort.
Ikke meget håb
Dan Luscombes underlægningsmusik holder heldigvis pauser, men den er alligevel anvendt en tand for meget i helheden. Flot fotograferet af Michael McDermott i en tør australsk farveskala, der ikke indbyder til meget håb.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2016, Australien, Krimi, Thriller, Drama, Gyser, Teenagere, Seriemordere, Børn på film, Biler på film, 108 min.
Dansk titel: Hounds of Love- Emma Booth (Evelyn White)
- Stephen Curry (John White)
- Ashleigh Cummings (Vicki Maloney)
- Susie Porter (Maggie)
- Harrison Gilbertson (Jason)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation