Esteros (2016)

    To unge mænd, der var nære venner i teenageårene, mødes efter mange år. Og der er ganske givet stadig en erotisk flamme, der brænder mellem dem.


    EROTISK SPÆNDING

    På bundlinjen er dette velmente homo-tematiske drama helt efter konventionerne: "Estedos" fortæller historien om de to unge mænd, Matías og Jerónimo, der mødes igen efter mange års adskillelse.

     

    Meget nære venner

    Da de var store drenge og teenagere, var de meget nære venner, og der brændte en farlig erotisk ild mellem dem. Nu, hvor de er blevet voksne, er den ene homoseksuel single, den anden i et parforhold med en kvinde. Men kan de holde fingrene fra hinanden i gensynets glæde?

     

    Smuk, lyrisk fortællestil

    I sin smukke lyriske fortællestil er dramaet meget velafmålt og diminutivt indrammet. Filmen tager sig tid til at kærtegne de enkelte stemninger, ikke mindst minderne fra ungdomsårene og deres flygtige skær af dét, der gik tabt, men aldrig glemmes.

     

    Intens kulisse

    Fine og lydmæssigt balancerede natur-intermezzi former en knugende intens kulisse til det lidt mindre gennemført vellykkede universal-homoplot. For selvom den genspirende kærlighed med tilhørende umætteligt begær mere end ulmer under overfladen, bliver den problematiserede opbygning henimod forløsningen aldrig andet end kliché.

     

    Elegante klip i tid og rum

    Filmen veksler mellem at følge Matías og Jerónimo som store drenge og som voksne mænd. Hermed perspektiveres den gensidige tiltrækning flot, og der er ingen forstyrrelse ved springene i tid og rum - det er ganske elegant klippet sammen.

     

    Drama i teenagehøjde

    Mest intenst står dramaet i teenagehøjde, hvor begærets dunkle mål endnu er en famlen fuld af farer. Papu Curottos personinstruktion er dygtig, og fraværet af underlægningsmusik styrker filmoplevelsen med flere længder.

     

    "Esteros" er spillefilmsudgaven af Curottos kortfilm fra året før, med titlen "Matías & Jerónimo".

     



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2016, Argentina, Brasilien, Frankrig, Drama, Romantik, Homoseksuelt tema, Teenagere, Coming of Age, 83 min.

    Dansk titel: Esteros
    Instr: Papu Curotto Prod: Papu Curotto, Pablo Destito: Claudio Rogeiro Quinta Dos Santos , Maite Echave Manus: Andi Nachon Foto: Eric Elizondo Klip: Luz Lopez Mañe
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation