Aliens (1986)

Sammenhængende film:

Alien (1979)
Aliens (1986)
Alien3 (1992)
Alien Resurrection (1997)
Alien: Covenant (2017)

Alien: Romulus (2024)

Velkommen om bord på en rigtig actionopfølger til Ridley Scotts mestergys fra 1979. Og lagt i hænderne på en af Hollywoods daværende mest hotte actioninstruktører, James Cameron, kan man være sikker på et højt tempo fra start til slut.

Knald på
Der er da også knald på Camerons film, men reelt først efter halvanden times lidt overraskende "tomgang" udi action- og karakterstereotyper. En tomgang, der ikke fungerer helt optimalt som stemningsskabende indledning – der kunne have været ønsket en tidligere effektfuld og krybende uhygge.

Ikke synligt ældre
Filmen bygger videre på historien fra 1'eren: Den overlevende Ellen Ripley (Sigourney Weaver) når hjem til Jorden (næsten) efter at have svævet over 50 år rundt i rummet. Hun er dog ikke selv blevet synligt ældre, da hun har ligget i dvale.

Erklæret sindssyg

På den svævende base, hvor hun nu befinder sig, bliver hun erklæret sindssyg, idet hun ifølge eksperter "handlede overilet" på sin ekspedition til den stormfulde planet mange år tidligere.

Krigsliderlige soldater
Der skal dog ikke gå mange dage, inden de selvsamme mænd, der dømmer Ripley, beder hende rejse med tilbage til planeten for at undersøge, hvorfor forbindelsen pludselig er røget. Med sig får hun et hold mere eller mindre krigsliderlige soldater, bevæbnet til fingerspidserne med alle mulige og umulige våben.

Forståeligt traumatiseret

I starten nægter Ripley at tage med, forståeligt traumatiseret, men efter at have tænkt over det en halv nat, beslutter hun sig alligevel for at gøre op med fortiden én gang for alle...

Uindpakket action
James Camerons tilgang til "Alien"-stoffet er en noget anden end Ridley Scotts. I stedet for at pirre psyken med antydningens kunst, benytter Cameron en brutal og uindpakket action, der ikke er til at misforstå – og som kræver en del mindre hjerneaktivitet hos publikum.

Banale præmisser
Dette kan kaldes en fordel, og nogle vil sikkert foretrække denne film frem for Scotts mere kunstneriske og indadvendte film, og der skal da heller ikke herske tvivl om, at "Aliens" fungerer ypperligt effektfuldt på sine (banale) præmisser.

Et irritationsmoment
Filmens tegninger af karakterstereotyper med alle uindpakkede klichéer er dog mest af alt et irritationsmoment. De fleste scener med de hårdnakkede og ubeskriveligt tomhjernede soldater er virkelig dumme, og det er indimellem sin sag at finde en grimasse, der kan passe i konfrontationen med de mange klichéer, som Camerons eget manus byder op til dans.

Saft og energi
Den "uopsættelige" energi opstår især efter halvanden time, da den lille hær af sagesløse mennesker endelig møder modstand fra de onde slimdyr, og hér kommer Camerons evner som actionkaptajn virkelig til udfoldelse. Nu opstår der ekstreme gys i en udtalt og meget velkoreograferet klaustrofobisk kulisse.

Klaustrofobisk hårrejsende
I kraft af denne gyldne stribe klaustrofobiske og hårrejsende scener højnes niveauet betragteligt, og sidste time af filmen fungerer enestående som resolut og nervepirrende inferno.

Et tarveligt bytte
James Horners underlægningsmusik er et tarveligt bytte for Jerry Goldsmiths virtuose toner til den første film. Alligevel lykkes det i de mest nervepirrende scener at skabe en fin samklang mellem lyddesign og musik, selvom det samlede lydbillede ikke når "Alien" til sokkerholderne.