Kiss of Death (1995)

Instruktør Barbet Schroeder må have haft et midlertidigt kreativt blackout for at ville spilde gode kræfter på en urbanal thriller som "Kiss of Death". Og dét faktum, at denne 1995-udgave oven i købet er en remake af en film fra 1947, retfærdiggør ikke bagmændenes idder.

Ud i noget snavs
Den rødhårede David Caruso får sin spillefilmsdebut som den uheldige Jimmy Kilmartin, der har siddet i spjældet i en årrække for biltyveri. Nu, da han endelig er kommet på fri fod og har fået en yndig lille datter med konen Bev (Helen Hunt), tvinges han atter ud i noget snavs, da fætteren Ronnie (Michael Rapaport) ellers risikerer at blive myrdet af brutale bagmænd.

Skumle bagmænd

Jimmy havner endnu engang i fængsel, og efter at siddet tre år mere løslades han for god opførsel og mod at hjælpe en ivrig politimand med at finde frem til nogle skumle bagmænd.

Et godt indtryk
Jimmy involveres i forbrydermiljøet, og måske fordi han selv har en baggrund som biltyv, gør han et godt indtryk på den koldblodige morder Little Junior Brown (Nicolas Cage), der tager Jimmy til hjælp uden helt at blive klar over, at Jimmy nu hjælper politiet.

Halvhjertet
En række enten sløve eller overfladiske præstationer fra en ellers virkelig dygtig gruppe skuespillere er et tydeligt tegn på halvhjertet personinstruktion.

Ingen nuancer

Historien byder stort set ikke på nogle nuancerede rollefigurer, som det er værd at ofre krudt på for skuespillerne. Bedst er ironisk nok Nicolas Cage som desillusioneret og paranoid vaneforbryder. Ironisk, fordi Cage slet ikke spiller op til sit bedste.

Stivbenet handling
Handlingen er meget stivbenet og klichémættet. Enkelte hændelser kommer som overraskelser, men kun fordi de synes ualmindeligt malplaceret i historien: Ganske enkelt ikke godt nok fortalt. Trevor Jones' musik i heftige synthesizerakkorder synes på en lovligt dominerende måde skræddersyet til projektet.