Drenge (1977)

Nils Malmros skildrer hér – gennem tre (seksuelle) faser – drengen/manden Oles (Mads Ole Erhardsen / Lars Junggren) møde med det spændende og "forbudte". Første gang i 1950'erne som ganske lille, da fætteren Kresten (Jesper Hede) indvier ham i "numselege", anden gang i gymnasiet, da han forelsker sig i Marianne (Inez Thomsen), tredje gang, da han vovet forfører en sygeplejerskestudine på et kollegieværelse. Baggrunden for fortællingen er Nils Malmros' egen opvækst.

Stærk intimitet
Malmros opnår stærk intimitet i skuespil og dialog (han har med stor effekt forsøgt at genskabe både tonen og klangen fra barndommens stemmer) – og det kan få svedperlerne til at dryppe ned ad ryggen, når Mariannes far (Svend Schmidt-Nielsen) stiller sig demonstrativt op på børneværelset og kommer med perverse hentydninger, pakket ind i matematiske eller filosofiske raffinementer.

Ægthed af dokumentarisk snit
Bedst er dog afsnittene, hvor Ole som lille knægt med en manglende fortand oplever den store skyldfølelse... blandt andet, da faren (Poul Clemmensen) bryder døren op til toilettet, hvor Ole og fætteren netop har "leget bar". Her rummer "Drenge" en ægthed af nærmest dokumentarisk – og i hvert fald tidløs – karakter.

Universelt blik

"Drenge" udgør et svært universelt blik ind i "skammekrogen" og en række følelser, rigtig mange vil kunne genkende fra barndommen. Filmen er samtidig en kærkommen og tilsvarende kærlig kommentar til "de forbudte stier", som drengen, hans venner (og alle vi andre drenge, m/k) betræder op gennem de formative år.

Præcis pinagtighed

Det former en række præcist pinagtige scener, der lever højt på umiddelbarhedens (amatørskuespiller-)autenticitet, som den er så gældende i Malmros' bedste film. "Drenge" er helt sin egen og på mange måder materiale for selv moderne børns følelsesapparat, selvom uskyldig bladren i fastformsmedier i dag er skiftet ud med apps og sites.