En Pige uden Lige (1943)

Allerede 23 år før de tre Mig og min lillebror-farcer satte Ole Berggreen og Jon Iversen den svenske succesfolkekomedie "Bröderna Östermanns huskors" i scene. Det er det samme forlæg, men 1940’er-filmen er klart den bedste. I det brede perspektiv må det endda siges, at de karikerede typer i den noget hyperaktive 1940’er-komedie er den rene seriøsitet i forhold til Lau Lauritzens med Dirch Passer og Poul Reichhardt som brødrene Severinsen.

Reichhardt spiller sjovt nok med i begge film, dog ikke i den samme rolle. I "En Pige uden Lige" er han endnu ung og smidig og romantic interest for den Taasinge-lokale bondepige. Men hendes forældre er snobbede og vil ikke acceptere den hjemvendte omstrejfer. Filmen centrerer sig imidlertid først og fremmest om de tre gamle Østermann-brødre Hans (Peter Malberg), Lars (Johannes Meyer) og Nikolaj (Rasmus Christiansen). De er alle ungkarle og har gennem mange år forsømt deres idyllisk beliggende bondegård.

Da de fæster husbestyrerinden Anna Hansen (Ellen Gottschalck), er det i troen på, at de kan læne sig endnu mere tilbage og nyde livet. Men det skal den djærve Anna hurtigt få vendt op og ned på. Hun er en ihærdig kvinde, der siger sin mening og ikke er bleg for at sætte de gamle gubber i arbejde. Brødrene er hurtigt ved at brænde helt sammen, men stille og roligt fatter de sympati for kvinden og dén skik, hun får sat på bondegården og dens beboere...
 

"En Pige uden Lige" serverer sin menu af frisk og folkelig landidyl på en sølvplatte. Her er ikke mange mislyde, selvom plot og typer ikke ligefrem byder op til fornyelsens svingom. Præmissen købes ganske enkelt, fordi sødmen er velafmålt og klichéerne uklistrede.

Ellen Gottschalck er i særdeleshed i topform med en gennempositiv udstråling, der smitter fra hendes første scene. De tre herrer Malberg, Christiansen og Meyer lider en kende under den obligatoriske udkantsdialekt, men replikkerne falder alligevel let og charmerende. Poul Reichhardt har en af sine mere reelt søde førsteelskerbiroller, der ikke kammer over i ren nationalhygge, og det klæder ham og plottet, da han bliver antaget som husassistentens husassistent.

Ib Schønbergs bagermester Christensen er desværre en lidt for klodset leveret arketype på provinsiel dumhed, selvom hans dundertale til lokalsamfundets ungdom ikke er uden parodisk tæft. Maria Garland lykkes bedre som den evigtsure bagerkone, ligesom Petrine Sonne er sød som Reichhardts gamle mor, der er tæt på at blive sat på gaden af væmmelige inkassatorer.

Sven Gyldmarks underlægningsmusik er ikke udtalt udglattende, og så er det fornøjeligt forhøjende for filmoplevelsen med de mange fine landskabsbilleder.