Hans Onsdags-Veninde (1943)

Svend Kragh-Jacobsen bekræftede i Berlingske Tidende i april 1943 nærværende samtidige blik på filmen, at uanset hvordan, Lauritzen/O’Fredericks-lystspillet hér vendes og drejes, er og bliver det filmet teater – med alle de begrænsninger og manieringer, det medfører.

Kragh-Jacobsen skrev blandt andet: "Ved Premièren i Gaar paa Kinopalæet undredes man saare over, at der overhovedet intet Forsøg var gjort paa at lempe Lystspillet efter Filmens Krav. Det var i udpræget Grad filmatiseret Teater, man saa, og samtidig afsløredes det i nogen Grad, at Peter Malbergs Saga-Svanemose og Paul Sarauws Replikvittighed – i det mindste i den præsenterede Form – ikke var helt egnet for Film. Paa Teatret kan Skuespillerne pausere, til Publikums Latter er forbi, og det er parat til den næster Brander, i Filmen var den samme Regn af Brandere, og ikke mindre lattervækkende, men da de kommer i Byger, kvalte Publikums Latter ved den ene, Fornøjelsen ved at høre den næste. Filmen venter ikke."

Det var en oplagt publikumsbasker i krigstid at gøre en spillefilm ud af Peter Malbergs enorme teaterhovedrollesucces. I Paul Sarauws teaterstykke "Peter den Store" gjorde han lykke som figuren Peter Svanemose, og han spillede rollen mageløse 1531 gange(!)


Svanemose er en betuttet, taledelirisk og bramfri herre, der ævler, før han tænker, og fortsætter med at ævle længe efter, han burde være holdt op. Velegnet uden tvivl til teatrets begrænsede form og medfølgende publikumskontakt, men som filmstof fungerer Sarauws manuskript langt fra tilfredsstillende. Det bliver hurtigt særdeles anmassende og tilmed uden variation at høre og se på Malbergs krukkerier. For krukkeri er, hvad det er: Masser af små og store grimasser som farvelægning på den vandfaldsprægede og filterløse talestrøm.
 

At dialogen heller ikke har nogen gnist og reelt bid hjælper selvsagt ikke filmen i omdrejninger. Er du en hund efter fladpandekomik, vil replikkerne sikkert vække glæde, men reelt set er filmen helt og holdent bygget op omkring en teatermonolog med små ubetydelige afstikkere.

Direktør Peter Engel, af sine venner kaldet "Peter den Store", er en meget forvænt og forkælet ung mand. Hans mor generalinden (Maria Garland) lever og ånder efter sin mands død kun for sin søn, men hun er samtidig en dame med en meget bestemt vilje, og bag sin flabede facon har Peter stor respekt for hende. Hver onsdag aften kommer Magda (Bodil Kjer) på besøg hos Peter i den elegante Bredgade-ungkarlejlighed. Hun er en sød og frisk ung kvinde, som bor sammen med sin far. Magda elsker Peter af hele sit hjerte, derfor gør det hende ondt, at hun kun er hans onsdags-veninde...

Birollelisten er besat af stærke kræfter, der også i nogen grad bidrager med charme. Fin er Bodil Kjer i en meget afdæmpet præstation, ligesom Johannes Meyer og Ib Schønberg har et par udmærkede scener. Men fælles for dem alle er, at de slet ikke har materialet til at forme personligheder med kant.

Helt igennem pinlig er Karl Gustav Ahlefeldts gestaltning af Peter Engel. Rollen var tiltænkt Sigfred Johansen, der måtte melde fra på grund af sygdom. Ahlefeldts skingre og kunstige latter gør i hvert fald ikke rollefiguren nogen tjeneste. Indimellem får vi et par Sven Gyldmark-sange (selvfølgelig også én med Bodil Kjer). Filmen er næsten udelukkende optaget i kedelige kulisser.