Detektiverne (2014)

    Tre 13-årige starter et detektivbureau og vikles hurtigt ind i en alvorlig sag med både narko, guns og samvittighedsløse skurke.


    SPRØD ACTION FOR KIDS

    Med lækker fotografering af Martin Top Jacobsen og dygtig børnepersoninstruktion viser "Detektiverne", at dansk børneaction stadig godt kan levere varen. Da tre 13-årige skoleelever erfarer, at politiet ikke gider tage sig af "små, ubetydelige sager", beslutter de sig for at starte deres eget detektivbureau.

     

    Udløst af dummebøde

    Ført an af den feministisk/miljøforkæmpende/anarkistiske Mathilde (Mathilde Wedell-Wedellsborg) følger drengene Gustav (Marcuz Jess Petersen) og Tobias (Frederik Winther Rasmussen) trop (oftest under Mathilde-tøflen!), og de får snart færten af en sag, da Gustavs onkel tropper op med brækket arm og andre knubs. Han har fået en dummebøde.

     

    Barnlig agilitet

    Det leder ungerne til den samvittighedsløse skrivebordsskurk Jo (Alexandre Willaume), der ikke har andet end fnys til overs for de 13-åriges beskyldninger. Men han skal snart blive klogere... Med en god portion snarrådighed og barnlig agilitet kan man nå længere end som så!

     

    Fint doseret humor

    Med en fint doseret humor – som også er voksenvenlig – sørger instruktør og manusforfatter Esben Tønnesen for, at "Detektiverne" ikke drukner på det fantastiskes overdrev. Der er tendenser i retning af det lidt for eventyrlige, men overdrivelser fremmer jo samtidig forståelsen, og ungernes evner er børnevenlige (herunder bl.a. uproblematisk at kunne flyve en helikopter uden forudgående oplæring).

     

    Herligt voksenperspektiv

    Det herligste perspektiv for den voksne tilskuer må være Mathildes miljø-, feminisme- og retfærdighedshysteri, som volder en del problemer ikke mindst for hendes lærer, der ofte er ved at gøre i de tidlige #MeToo- og woke-nælder i pigebarnets evigt klappende fælde!

     

    Ekstremt larmende musik

    Blandt de voksne i filmen spiller særligt Heine Ankerdal som Pede fint og jordnært. Filmen er i meget høj grad underkastet en dramatisk (og ekstremt larmende) underlægningsmusik, hvilket desværre tager toppen af magien.

     

    Pressen skrev...
    "Det er synd og skam og lidt snyd, at "Detektiverne" bliver markedsført som en ungdomsfilm, for den vil gøre sig klart bedst blandt de 8- til 12-årige" // "Den danske ungdomsfilm "Detektiverne" blander gangsterdrama, komedie og product placement med uskønt resultat" // "Det er dejligt, at man med "Detektiverne" forsøger sig med en dansk spændingsfilm for børn. Desværre falder forsøget ikke så heldigt ud" // "Holder en fin balance mellem komedien, spændingen og fortællingen om forholdet mellem tre børn" samt "Filmen om Detektiverne er et solidt forsøg på at genoplive den gode børnekrimi."


    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026