Ilsa, She Wolf of the SS (1975)

    En yderst sextørstig kvindelig SS-officer bruger mandlige og kvindelige straffefanger i makabre forsøg.


    B-FILM MED BID

    Sammenhængende film:

    Ilsa, She Wolf of the SS (1975)

    Ilsa, Harem Keeper of the Oil Sheiks (1976)

    Ilsa the Tigress of Siberia (1977)

     

    Fascinerende ringe - og fascinerende god på én og samme tid. Dette er en dybt forkastelig, smagløs og kvalmende ringe b-film, der evner det umulige at skabe så megen fascination og udstråling af sit stof, at det faktisk går hen og bliver bemærkelsesværdigt.
     

    Forgangsfilm i genren

    Det lyder selvmodsigende og er svært at forklare. "Ilsa, She Wolf of the SS" blev forgangsfilm i en genre, der i dag har fået navnet "Nazi Exploitation": eksplicit nazistisk sex og forsøg med straffefanger.

    Bundskraberstilisme
    Filmen går fuldt og helt ind på b-filmens bundskraberstilisme med bevidst elendigt skuespil og jammerligt billigt produktionsdesign. Det elendige er fremhævet, og filmen står inde for det, ergo bliver begivenhederne frivilligt komiske, og gruen og rædslerne får ganske anderledes udtryk.
     

    Afdramatiserer

    Det unikke ved "Ilsa-filmen" er, at den evner at skildre nogle rædselsvækkende historiske begivenheder på en måde, der legaliserer dem og afdramatiserer dem for et måbende publikum. Etik og moral er afvæbnet, tilbage sidder man med den ubegribelige sandhed pakket ind på den billigste måde.

    ..tortur i trykluftskammer..
    Det er denne særlige effekt, der gør, at man kan sidde følgende absurde scener igennem: masser af ydmygelse, massevoldtægt, kugler for pander, voldelige slagsmål, tortur med kogende vand, tortur i trykluftskammer, tortur med elektrisk dildo, kastration og tis-orgier.
     

    Ikke til aftenkaffen!

    Umiddelbart ikke noget til aftenkaffen, og filmen frarådes da også på det kraftigste sarte sjæle, da ikke alle vil kunne goutere det uhåndgribeligt forskruede og befriende politisk ukorrekte i tilgangen til stoffet.
     

    Storbarmet SS-officer

    Ilsa (Dyanne Thorne) er en storbarmet og sextørstig SS-officer, der gennemfører grumme forsøg med fanger i sin straffelejr under anden verdenskrig. Hun har en personlig teori, som hun for alt i verden ønsker bekræftet: kvinder er mere udholdende end mænd, når det gælder smerte. Kan hun bevise det, kan det betyde flere kvindelige soldater på fremtrædende poster!

    Umættelig mandeappetit
    En række af ovennævnte absurditeter indgår i Ilsas metode, alt imens hun umætteligt kræver sex med mandlige fanger. Kan de tilfredsstille hende i endeløse orgasmerækker, skåner hun deres lem, ellers bliver de kastreret - så det er med at holde igen på safterne, og dette evner den nytilkomne fange Wolfe (Gregory Knoph): "I guess you can call me a freak of nature. A sort of human machine. A machine that can set it's controls to fast, slow or never. That never control just about drove her up the wall." Således udspiller farcen sig mod et særegent klimaks. Én ting er sikker - det er ikke kedeligt!
     

    Inspireret af virkeligheden

    Inspirationen til karakteren Ilsa og rammen omkring fortællingen var virkelighedens Ilse Koch, bedre kendt som 'The Bitch of Belsen', der efter krigen blev henrettet for sine forbrydelser mod menneskeheden.

    Elementer af lyrisk karakter
    Filmen er som nævnt ubestrideligt en b-film, men det hemmelighedsfuldt unikke ved hele dens visuelle fremtoning er, at den har elementer af langt mere lyrisk karakter, end man kunne forvente af en udpræget og rendyrket b-produktion.
     

    Vedkender sig sit image

    Netop fordi filmen i hele sin fremtoning synes at vedkende sig sit billige og primitive image, kan det tænkes, at instruktøren Don Edmonds har lækket en række af sine kunstneriske ambitioner som en skjult dagsorden i dette helt igennem fascinerende projekt. Skal ses!



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1975, USA, Gyser, Krigsdrama, Exploitation, 96 min.

    Dansk titel: Ilsa, hundjævelen fra SS
    Instr: Don Edmonds Prod: David F. Friedman Manus: Jonah Royston Foto: Glenn Roland Klip: Kurt Schnit
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation