Top Gun (1986)

    En ung jagerpilot forelsker sig i sin instruktør, men må samtidig sande, at livet er andet end luft under vingerne.


    ACTION PÅ VINGER

    Sammenhængende film:

    Top Gun (1986)

    Top Gun: Maverick (2022)

     

    Et af 1980'ernes helt store actionbrag – og samtidig Tom Cruises gennembrud – var den charmerende og flyvende "Top Gun", der satte hele USA på den anden ende og betød en mangedobling af ansøgninger til det amerikanske luftvåben.

     

    Ekstrem fremdrift

    Skåret helt ind til benet er "Top Gun" selvfølgelig en meget tynd kop te, men den ekstreme fremdrift og de uindpakkede budskaber sørger alligevel for ret mange tabte underkæber.

     

    Selvsikker jagerpilot
    Tom Cruise spiller den selvsikre og dygtige jagerpilot Maverick, der flyver en række øvelser over det åbne hav og både imponerer og skræmmer kolleger og overordnede i sin noget risikable adfærd.

    Jordbåren forelskelse
    Nede på jorden fascineres Maverick af instruktøren med det mandlige navn Charlie (Kelly McGillis), og en jordbåren forelskelse sender Maverick helt derud, hvor vingerne dårligt kan bære.
     

    Tjubang-Scott

    Instruktør Tony Scott var kendt for sine mange tjubang-actionfilm, mange af dem noget decideret bras, men når han holdt sig til stramt iscenesat action uden alt for meget omsvøb, kunne resultatet blive overbevisende.
     

    Flotte actionsekvenser

    Det er netop tilfældet i "Top Gun", hvor sidehistorier ganske vist krydrer lidt rigeligt, men hvor det i bund og grund er de meget flotte actionsekvenser i luften, der bærer filmen på brede vinger.

    Æteriske billeder
    Timingen er perfekt, klipningen skarp, billederne æteriske som det let fordampede flybrændstof. Det er bare at læne sig tilbage og nyde en omgang velsmurt action. Ikke alene Tom Cruise, men også mange af de andre unge spillere gjorde entré i denne film og blev siden stjerner på enten tv eller i Hollywood.
     

    Ekstraordinært pop-soundtrack

    Filmen vil ikke mindst blive husket for sit ekstraordinære pop-soundtrack, hvor blandingen af evergreens og nye hits blev en vigtig del af filmens ungt sprudlende identitet – og en konstans på lydsiden, der sjældent hviler i sig selv.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1986, USA, Action, Drama, Romantik, Fly på film, Bjerge på film, 110 min.

    Dansk titel: Top Gun
    Instr: Tony Scott Prod: Jerry Bruckheimer, Don Simpson Manus: Jim Cash, Jack Epps Baseret på: artikel af Ehud Yonay Foto: Jeffrey L. Kimball Klip: Chris Lebenzon, Billy Weber Mus: Harold Faltermeyer
    Priser
    • AA - Bedste originale sang ("Take My Breath Away")
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste lydeffektsklipning
    • GG - Bedste originale sang ("Take My Breath Away")
    • GG-N - Bedste musik