Top Gun: Maverick (2022)

Sammenhængende film:

Top Gun (1986)

Top Gun: Maverick (2022)

Man skal have set Tony Scott oprindelige 80'er-brag for at få det fulde udbytte af denne "højteknologisk perfekte" opfølger, der lod vente 36 år på sig – og stadig finder evigtunge Tom Cruise i den bærende rolle.

Melankolien på vinger?

Faktisk er det en fordel at have oplevet "Top Gun" i det virkelige livs 1980'ere, for der er uendeligt mange hints og koblinger tilbage til den oprindelige filmsaga og dens tid, og det er dén del af filmoplevelsen, der helt tydeligt har førført så mange fans og anmeldere verden over: Melankolien på vinger.

Verden skal reddes

Tom Cruises erfarne jagerpilot Pete med kaldenavnet Maverick headhuntes til at oplære et kuld håbefulde unge piloter. Der er nemlig ugler i mosen et hemmeligt sted derude – og dem skal Pete og hans hold forsøge at rede ud, før verdensfreden trues.

Action-energisk instruktør

Den action-energiske instruktør Joseph Kosinski havde også Tom Cruise i pilot-hovedrollen i den fejlfrit fladpandede 1-stjerners science fiction-mystiske Oblivion (2013), og set i dét lys, må "Top Gun: Maverick" absolut siges at være en opgradering.

Koblinger til "de gode gamle dage"

Men i forhold til den oprindelige 80'er-"Top Gun" skuffer videredigtningen ved at mangle kant, farve og troværdig melankolsk stemning. Jovist, koblingerne til "de gode gamle dage" er mange og i glimt gjort af funklende stjernestøv. Men først og fremmest er 2'eren tør og kejtet i sit meget markante forsøg på at ramme tonen fra 80'erne.

Ren overflade

Teknisk er der opgraderet med det allernyeste (cinematografiske) grej, og bl.a. luftfotograferingen mellem sneklædte bjerge er selvsagt fortryllende. Men det hele opleves som ren overflade, forpurret yderligere at stemnings-destruktive popsange, der ind imellem kaprer hele sekvenser og stjæler "virkeligheden."

Mangler luft under vingerne

Ikke meget falder overraskende i den overordnet betragtet udtalt tynde plotstruktur. Det gælder også typegalleriet og det heraf følgende normative skuespil. Med andre ord trygge og flotte rammer, der mangler luft under vingerne.