Max Pinlig (2008)

Film i denne serie:
Max Pinlig (2008)
Max Pinlig 2 – sidste skrig (2011)
Max Pinlig på Roskilde - nu med mor (2012)

Instruktør Lotte Svendsen går hér ærligt og oprigtigt til familie- og pubertetsaspekterne som oplevet gennem en moderne københavnsk drengehjerne.

Åbenhjertigt

Det kommer der en fin og rørende film ud af – i en historie, der kan læres noget af, og som på ingen måde pakker sine budskaber ind. Det ligefremme og åbenhjertige er filmens helt store styrke. Det umiddelbare engagement mærkes, og det glæder, at historien er så utilsløret.

Pubertetens prøvelser

Den store dreng Max (Samuel Heller-Seiffert) er så småt ved at mærke pubertetens prøvelser, og han har endog meget svært ved at holde sin mor (Mette Agnete Horn) ud.

Mor er den pinligste i verden

For ham er hun det pinligste i verden, og de situationer, hun sætter ham i – som oftest foran centrale klassekammerater, som han gerne vil gøre et godt indtryk på – er ganske forfærdelige. Samtidig oplever Max den krybende uro i at skulle finde ud af at holde sammen på venner, fjender og potentielt dårlige beslutninger.

Livsbekræftende tone
Fint og afbalanceret spillet i en generelt meget livsbekræftende tone, der i høj grad holder sig fra kunstigt frembragt lyd og filmmusik. Budskaberne får lov at stå alene og udfolde sig i den kendetegnende ærlige udstråling, der næsten ikke kan andet end gå lige i hjertet.

Kunstfærdige intermezzi
Små kunstfærdige intermezzi, hvor Max filosoferer over sære menneskeskæbner gennem tiderne, er festlige og ukrukkede indspark undervejs.

Er kun sig selv
Der er hverken lagt op til, at man skal klaske sig på lårene af grin eller hulke af spænding: Filmen er kun sig selv, og dette er ment positivt. Ingen overflod, intet krukkeri og helt blottet for lagkagekomiske biroller. Alle bidrager med små finesser i denne vellykkede børnefilm.