De fortabte sjæles ø (2007)

    En 14-årig pige flytter til provinsen og finder sin lillebror besat af en ånd fra 1800-tallet. Sammen med en ven og en clairvoyant må pigen befri broren.


    EFFEKTER I SVØB

    En dansk action/adventure/fantasy/familie-film i allerbedste Hollywoodstil! "De fortabte sjæles ø" ligner mest af alt én lang reklamefilm for, hvad dansk film også kan præstere, og dét bliver selvsagt rigeligt anstrengende.
     

    Fascineret af ånder

    14-årige Lulu (Sara Langebæk Gaarmann) er flyttet til provinsen med sin lillebror og mor (der er blevet gået af farmand). Lulu har altid været fascineret af ånder, men hun bliver alligevel udfordret mere, end hun havde håbet på, da det viser sig, at hendes lillebror bliver overtaget af en ånd fra 1800-tallet.
     

    Et ondt medie

    Herman Hartmann hedder ånden, og den (Anders W. Berthelsen) vil morderlig gerne have Lulu til at hjælpe sig. På en ø i nærheden gemmer sig nemlig et ondt medie, der holder et hav af gode ånder fanget i små glas! For at kunne sætte både lillebror og de mange ånder fri, er Lulu sammen med vennen Jonas og en lokal clairvoyant nødt til at tage kampen op.

    Effekter og tjubang
    Ganske eventyrligt og som udgangspunkt et friskt pust i dansk film sådan at tage fat på en storstilet produktion med masser af effekter og tjubang. Problemet med Nikolaj Arcels film er dog tydeligt fra start: Tilgangen er helt igennem overfladisk. Det er et projekt, der skal imponere og forføre med sine visuelle effekter og eventyrlige stemning.

    Ingen dybere kvaliteter
    Således kan man godt blive lidt benovet over de flotte lyskegler, dramatiske actionscener til vands, til lands og i luften – men nogen egentlig dybere kvalitet er det vanskeligt at beskylde filmen for at rumme. En af de helt grufuldt kvælende effekter er filmmusikken skrevet af Jane Antonia Cornish. Ingen dansker har åbenbart kunnet opfylde instruktørens ønske om denne særlige genremusik, hvis konstant accelererende og pompøse toner udfylder enhver tænkelig tankesprække undervejs.

    Hæderligt børnespil
    Der er hæderligt børnespil hos de tre hovedrolleindehavere, og det er da også meget finurligt at se Lars Mikkelsen som ond hersker, men helt grundlæggende må det desværre konstateres, at filmen virker som ren og skær promotion.

     

    Pressen skrev...
    "Vellykket dansk fantasy-film med inspiration fra "Harry Potter" og "E.T." // "Nikolaj Arcels "De Fortabte Sjæles Ø" er et forvrøvlet, men meget flot forsøg på at kombinere familiefilm og gyser" // "Imponerende action fra Arcel" // "Bruger mere krudt på effekterne end historien" // "Nicolaj Arcel fortsætter sin udforskning af den rendyrkede genrefilm med eventyrlig fantasy i "De fortabte sjæles ø". Det er der ingen grund til at beklage" // "Gedigent gys" // "Nikolaj Arcel har skabt den bedste metafysiske gyser siden Carl Th. Dreyers "Vampyr"" // "Nikolaj Arcel er en lige så begavet og driftsikker underholder for børn som for voksne" samt "Den danske effektfilm vækkes til live i Nikolaj Arcels imponerende familiegyser". 


    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2007, Danmark, Fantasi, Action, Teenagere, Eventyr, Familie, 100 min.

    Dansk titel: De fortabte sjæles ø
    Instr: Nikolaj Arcel Prod: Sarita Christensen, Meta Louise Foldager Manus: Nikolaj Arcel, Rasmus Heisterberg Foto: Rasmus Videbæk Klip: Mikkel E.G. Nielsen Mus: Jane Antonia Cornish
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD - Special Award (effekter)
    • BD-N - Bedste birolle (Kopernikus)
    • RB - Bedste børnefilm
    • RB - Bedste produktionsdesign
    • RB - Bedste makeup
    • RB - Bedste special effects (lys)
    • RB - Bedste lyddesign
    • RB-N - Bedste instruktør
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste originale filmmusik