Scarface (1932)

    En lille mand bliver en stor kanon i den amerikanske storbymafia, og han lever livet fedt. Sådan da.


    »MASKINGEVÆRER UDEN NÅDE«

    Sammenhængende film:

    Scarface (1932)

    Scarface (1983)

     

    Det er ikke svært at forestille sig hvor afpillet og politisk korrekt, Howard Hawks' gangsteractionbrag kunne have set ud, hvis det var blevet drejet blot et par år senere, da den såkaldte Hays-kode satte ind i Hollywood og forhindrede de fleste "stødende" budskaber. Men nu er "Scarface" heldigvis fra 1932 og er således en pre-code-film, hvor det meste var tilladt – og det mærkes ikke mindst i den omfattende og bestialske vold... og i en lille "fodnote" i form af den forføreriske Cesca (Ann Dvorak), der besidder både egenrådighed og en dampende hed seksualitet! I øvrigt leverer Dvorak filmens markant bedste præstation.

     

    Tony (Paul Muni) stiger i graderne i storbyens mafia, kommer let til penge – og damer. Men i takt med hans øgede magt følger også højprofilerede likvideringer, samtidig med at politiet konstant er over ham. Det kan næsten kun ende særdeles højdramatisk!

     

    Der er to mindre ting ved Hawks' intense film, der pletter lidt. For det første at skuespillerne ikke er mere i sync med de nådesløse rammer og mere bliver karikaturer end troværdige gestaltere – undtagelsen er som nævnt Ann Dvorak. For det andet at stil og stemning ikke får lov at blive i sin egen lomme, men har mærkværdige afstikkere – især, da Tonys mandlige sekretær har en rendyrket farceoptræden med en telefon midt i en af filmens allermest centrale actionsekvenser. Omvendt lever autenticiteten i de markante og nådesløse skududvekslinger og fungerer med en stærk nerve, selvom de er studieoptaget. Gennem hele filmen hjælper et ærligt lydbillede – her er nemlig ingen underlægningsmusik overhovedet.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1932, USA, Krimi, Drama, Action, Biler på film, 93 min.

    Dansk titel: Scarface
    Instr: Howard Hawks Prod: Howard Hawks, Howard Hughes Manus: Ben Hecht Baseret på: bog af Armitage Trail Foto: Lee Garmes, L. William O'Connell Klip: Edward Curtiss, Lewis Milestone Mus: Adolph Tandler