April (1963)

    En forelsket sygeplejerske kommer på hårdt arbejde for at få en forskende læge til at indse, at der er kærlighed imellem dem.


    SØD LILLE SVIRRETUR

    Uskyldig dansk kærlighedskomedie, der charmer sig dejligt ind på tilskueren: "April" er letløbende, velsmurt og veloplagt: Den henrivende sygeplejerske Frk. April er genstand for de fleste mænds blikke, men ham, hun er forelsket i, ænser hende ikke.

     

    Unikt foryngelsesmiddel

    Det er lægeforskeren Vagn Jochumsen, der er optaget af sin grundforskning i et unikt foryngelsesmiddel, at han dårligt bemærker April. Da de begge sendes på forskertur til Grækenland, bliver der lidt bedre tid til at udsende kærlighedsbølger, men den endeligt gensidige forståelse lader alligevel vente på sig.

    Smittende sværmeri
    Finn Henriksen går uimponeret til det ugebladslitterære forlæg af Ib Henrik Cavling. Og de sødsuppede toner træder faktisk i baggrunden til fordel for et smittende enkelt sværmeri. Særligt i Ove Sprogøes portræt af den opslugte, distræte Dr. Jochumsen finder filmen sin helt store udstråling. Men også Malene Schwartz, Lily Broberg, Bodil Udsen og Poul Reichhardt bidrager til den hjertelige kærlighedsaffære. Bent Mejding kan opleves som indsmigrende græker med sortfarvet hår, mens Arthur Jensen har en mikroskopisk rolle som fiskehandler.

    Elegant fotografering
    Henning Bendtsens elegante fotografering skaber en række mindeværdige scener – ikke mindst omkring Akropolis i morgensolen, hvor der rigtig kæles for de spektakulære vinklingsstemninger.

     

    Pressen skrev...
    "Sukkergodt og solstråler" // "Banale historier: Blankt ingenting, garneret med prægtige Athen-billeder og populære kræfter på Palladium" // "Endnu engang en aprilsnar til dem, der haaber paa at se et morsomt dansk lystspil" // "A/S Morten Korchs eftf." // "Tyndskallet guldæg" // "Mere med turist- og kittelromantik" // "Lige saa uopfindsom og ligegyldig som sin lange Stribe af Forgængere" samt "Cavlingsk sødsuppe, men med boller på". * stjerne i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026