Damen med de lyse Handsker (1942)

Under overskriften "Et Eksperiment" redegør Benjamin Christensen i filmens program for emnet i sin fjerde – og, skulle det vise sig – sidste danske talefilm.

"Damen med de lyse Handsker" er nemlig... "en Film i den internationale Spiongenre [...] Jeg er ganske klar over, at et Eksperiment som det, jeg har gjort i denne Film, altid er dristigt, men samtidigt er det lærerigt paa mange Maader, fordi de Virkninger, der er tilstræbt, har udsat alle os, der har haft med Filmen at gøre, for Vanskeligheder af en hel anden Art end dem, vi ellers kommer ud for i danske Film."
 

Publikum nærmest klaskede sig på lårene af morskab i mødet med Christensens gravalvorlige thriller, og det var selvsagt ikke tilsigtet. "Damen med de lyse Handsker" blev opfattet som en filmkavalkade og som et famlende forsøg på dramatik, og filmen blev en gigantisk fiasko. Det er faktisk ikke helt fair. Når filmen betragtes i dag, fremstår den ganske vist på ingen måde som noget helstøbt genreværk, men der er stemninger og enkeltscener af meget høj kaliber, ikke mindst i det ganske velovervejede visuelle arbejde, inspireret af stumfilmsæstetikken.

Den unge ingeniør Torben (Hans-Henrik Krause) bor på et hotel, hvor filmens hovedhandling udspiller sig under 1. verdenskrig. Han er lige kommet hjem fra zarens Rusland, hvis hemmelige politi har tildelt ham kurerpas, mod at han til gengæld påtager sig at bringe nogle vigtige breve til zarens hemmelige repræsentant i et af de neutrale lande. Han forelsker sig i hotellets stenograf Irene (Lily Weiding), samtidig med at han får en uhyggelig følelse af, at hun på en eller anden måde har hemmelige forbindelser med en vis hr. Bestritsky (Poul Rohde), som han har grund til at mistænke for et mord.

Lily Weiding debuterer her med stor udstråling og udtalt elegance i den betændte Irene-rolle. Hun indfanger fint dobbeltheden mellem spionagekvinde og førsteelsker, selvom hun – ligesom de øvrige skuespillere – snart trækkes med ud på usikker grund, i takt med at iscenesættelsen kammer over i det lettere ubehjælpsomme. Særligt da kriminalplot- og twists får frit løb – komplet med masser af guns – bliver filmen faktisk ufrivilligt komisk, mest fordi skudseancerne er ubehjælpsomt afviklede og opstår abrupt ud af den mere uskyldsrent iscenesatte sammenhæng.

Det fornemmes tydeligt, at filmen er knækket på et eller andet tidspunkt for Christensen. Hvad enten det er i manuskriptets mange twists and turns og forskellige politisk og spionagemæssigt modarbejdende sider. Eller i personinstruktionen og indlevelsen i dobbeltheden og den noir-prægede dramatik. Tilbage sidder alligevel indtrykket af en film på et kunstnerisk højt niveau, der har gjort forsøget at bibringe dansk film noget nyt – og lykkes med det i korte glimt.