Docteur Petiot (1990)

Svulmende flabet og tilsvarende dekadent – i både grund- og genfortælling: "Docteur Petiot" kaster sig bramfrit og indimellem næsten surrealistisk over det virkelige livs monster... pariserlægen, der under besættelsen hævder at hjælpe rige jøder ud af landet. Men i stedet har han helt andre planer, og hér hjælper især et specialindrettet rum i hans enorme lejlighed!

Med en ubarmhjertigt direkte tone, der ikke søger at fordømme, men snarere forme et eventyr ud af en virkelighed, der overgår fantasien, står Christian de Chalonges mærkværdige, brovtende og helt igennem rå genfortælling stærkt og unikt. Det er svært at komme på film, den umiddelbart kan sammenlignes med. Men én ting er sikker: De Chalonge er ikke nervøs ved at lade materien vælte ud af bylderne, så at sige – og det giver ekstremt gunstige vilkår for titelrollegestalter Michel Serrault, der tydeligvis trives i den sarte blanding af manisk overdrive og selvliderlig galskab. Det er en præstation af de mere udkrængende, og den står godt til filmens betingelsesløse ekshibitionisme.

Den visuelle stil er betragteligt legesyg med en fænomenal udnyttelse af både et besat Paris, men i særdeleshed af lægens dekadente bolig. Lydbilledet er i sig selv værd at begrave sig lidt i. Primært baseret på reallyde, der omvendt ofte er forstærket til ukendelighed, som om der var tale om en dyrisk skarp høresans hos lægen – suppleret af underfundige brummetoner, der samtidig rammer fortællingen fint ind i besættelsestidens evige agtpågivenhed og frygt. Musik spiller især en rolle i form af dén selvoptrækkelige grammofon, som dr. Petiot ynder at sætte i svingninger, når han udfører sine ritualer!