Viridiana (1961)

"Viridiana" er et af filmhistoriens mest berygtede og kontroversielle værker. Filmen vandt Den Gyldne Palme i Cannes, men blev øjeblikkeligt forbudt i Spanien under Franco-regimet og tillige stærkt fordømt af Vatikanet som blasfemisk.

Det er en film, der er nærmest sygeligt betaget af sin egen form – og det, den kan have af betydning som dén (slet) skjulte kritik af samfundet og diktaturet, den er ment. Et positivt ladet møde med "Viridiana" kræver en tilskuer, der kan balancere vægtningen mellem virkelighedens alvorstunge komedie, som den udspiller sig under Francos diktatur og uvirkelighedens komiske alvor, som det melodramatisk og stærkt opstillet udspiller sig i Buñuels kyniske blik på samtiden anno 1961. "Viridiana" er mest af alt én lang kavalkade af absurde optrin, hvor skuespillerne fægter med både arme og replikker i en vid historisk og samfundsmæssig kontekst, hvor budskaberne er forsøgt menneskeliggjort gennem det farceprægede.

Nonnen Viridiana (Silvia Pinal) vil gøre det gode ved at åbne et gods for områdets tiggere og udstødte. Hun forventer, at bøn, disciplin og ren omsorg vil forvandle dem. Men hverken kirken eller den nye tids kyniske kapitalisme evner at skabe et retfærdigt samfund. Tiggerne ændrer sig ikke ved at få almisser – de forbliver kyniske overlevere i et ødelagt system, og det hele ender i rendyrket hurlumhej, hvor både de udstødte og Viridiana for evigt overgiver sig til den profane verden.

Spækket med surrealistisk billedsprog om begær, fetichisme og undertrykkelse skildres det borgerlige forfald, ofte med en undertrykt seksuel undertone. Det er skingert og ikke for enhver smag, men "Viridiana" har sin primære fascinationskraft i sit historiske og hemmeligt udtvungne budskab.