Viridiana (1961)

"Viridiana" er et af filmhistoriens mest berygtede og kontroversielle værker. Filmen vandt Den Gyldne Palme i Cannes, men blev øjeblikkeligt forbudt i Spanien under Franco-regimet og tillige stærkt fordømt af Vatikanet som blasfemisk.

Det er en film, der er nærmest sygeligt betaget af sin egen form – og det, denne kan få af betydning som dén (slet) skjulte kritik af samfundet og diktaturet, den er. "Viridiana" kræver reelt en tilskuer, der kan balancere vægtningen mellem virkelighedens alvorstunge komedie, som den udspillede sig under Francos diktatur – og den komisk fordrejede alvor, som handlingen melodramatisk og stærkt vrængende udspiller sig i Buñuels kyniske blik på samtiden. "Viridiana" er en kavalkade af absurde og ofte virkelig rå optrin, hvor skuespillerne agerer med imponerende indlevelse i en verden, det ikke altid er lige let at identificere sig med.

Nonnen Viridiana (Silvia Pinal) vil gøre det gode ved at åbne et gods for områdets tiggere og udstødte. Hun forventer, at bøn, disciplin og ren omsorg vil forvandle dem. Men hverken kirken eller den nye tids kyniske kapitalisme evner at skabe et retfærdigt samfund. Tiggerne ændrer sig ikke ved at få almisser – de forbliver kyniske overlevere i et ødelagt system, og det hele ender i rendyrket hurlumhej, hvor både de udstødte og Viridiana for evigt overgiver sig til den profane verden.

Spækket med surrealistisk billedsprog om begær, fetichisme og undertrykkelse skildres det borgerlige forfald, ofte med en undertrykt seksuel undertone. Det er markant og ikke for enhver smag, men "Viridiana" henter sin primære fascinationskraft i det historiske og hemmeligt udtvungne budskab.