P2 (2007)
En ung forretningskvinde fanges i en parkeringskælder juleaften. Vagten har set sig varm på hende og lænker hende i dybet.
P-KÆLDER-PSYKOPATEN
Maniac (2012)-instruktør Franck Khalfoun disker hér op med et thrillergys, der ikke har opnået helt samme julehøjtids-kultstatus som visse andre film med vægtig actionpotens (fx Die Hard (1988)).
Ikke helt til glemmebogen
Men "P2" er nu ikke helt til glemmebogen. Det er en habilt underholdende, omend ypperligt usandsynlig genrefilm, der udnytter p-kælder-lokaliteterne ganske effent. Således er det ikke svært at klappe i hænderne i sympatifrustration med den kvindelige hovedperson Angela (Rachel Nichols).
Psykopati i p-kælderen
Hun arbejder sent i sin fashionable virksomhed og er på vej ned for at starte sin BMW 520 på vej mod familiær julehygge. Men bilen strejker, og p-kældervagten Thomas (Wes Bentley) forsøger at hjælpe. Det viser sig dog hurtigt, at han er psykopat og har helt andre planer end at hjælpe Angela. Og så er omgivelserne jo ideelle for ham, især fordi p-kælderen er lukket helt ned for højsæsonen...
Ikke til at stole på
Alvoren går hurtigt op for Angela, da hun vågner efter en periode uden bevidsthed. Lænket til et bord og iklædt en smækker babse-opskubbende og –semiblottende lille silkekjole kan hun godt regne ud, at ham Thomas vist ikke er til at stole på! Og han har ovenikøbet en bidsk vagthund.
Uofficiel rekord
Rachel Nichols slår muligvis den uoficielle rekord i antal høje snøft, hvin, prust og "lille kvinde i afmagt"-lyde undervejs i kampen mod psykopaten. Og det er måske ikke det smarteste, når hun skal forsøge at gemme sig i den lyd-tilbagekastende p-kælder!
Fremmer forståelsen...
"P2" glider mest smidigt, når den lader sig føre med af psykopat/offer-magtfordelingen uden for meget udenomsfnidder. Så er der smæk for skillingen med høj underholdningsværdi til følge. Undervejs er det oplagt at skrige (overbærende) ad de helt håbløse usandsynligheder, der fremmer forståelsen i en grad, så selv en dåre kan være med.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2007, Canada, Thriller, Krimi, Gyser, Biler på film, Dyr på film, 98 min.
Dansk titel: P2- Rachel Nichols (Angela)
- Wes Bentley (Thomas)
- Simon Reynolds (Mr. Harper)
- Arnold Pinnock (Cop)
- Franck Khalfoun (Newsman)
- Paul Sun-Hyung Lee (Man in Elevator)
- Bathsheba Garnett (Homeless Woman)
- Philip Williams (Cop)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation