Maniac (2012)
En stærkt psykotisk mand udser sig nøje sine kvindelige ofre i storbyens gader. Han er udspekuleret og viser ingen nåde.
»UNUANCERET GENINDSPILNING«
Sammenhængende film:
I kategorien let til jævnt unødvendige genindspilninger finder vi Franck Khalfouns fransk producerede, engelsksprogede nyfortolkning af 1980'er-seriemorderperlen "Maniac". Væk er den oprindelige films kantede uhygge og spidsfindige tilgang til et fortærsket emne.
Fortalt i en "kreativ" point of view-stil, hvor handlingen primært opleves gennem Elijah Woods hovedrollekarakters øjne: Frank er besat af at myrde kvinder i storbyens gyder og gader, og hans særkende er at skalpere sine ofre og placere "hårpragten" hjemme i privaten på den efterhånden digre (og flueombejlede) ginesamling.
Ligesom i den oprindelige film opstår der undervejs en udvidet flirt med en fotograf, men har hun egentlig nogen situationsfornemmelse, når hun går i lag med den udtalt særegne Frank? Næppe! Elijah Wood ejer overhovedet ikke så meget som 6 % af Joe Spinells skuespillertalent, som oplevet i "Maniac" fra 1980. I hvert fald ikke, når det kommer til gestaltningen af klamsvedt vanvid og de decideret dyriske slå ihjel-drifter.
Selv ikke, når Wood bare skal stemmeskuespille sig ind i stemningerne – og det skal han i langt de fleste scener – er der nogen kant. Han er svigermors lille drøm uden hverken fysikkens gennemslagskraft eller evnen til mental forstillelse. Og det er nødvendigt i rollen som Frank.
Rent teknisk er "Maniac"-opdateringen dog et ret lækkert bekendtskab, når point of view-krukkeriet så at sige lige har sat sig efter et kvarters tid. Storbybillederne har en nydelig mørkestemning over sig, og enkelte gys får hele rygraden til at trække sig sammen – bl.a. da Frank har gemt sig under en bil og overrasker sit friskeste offer nedefra... på en klamgullig, aflåst parkeringsplads, hvor skrigene forsvinder opad højhusenes intethed. Robin Couderts underlægningsmusik er – om ikke andet – langt mere opfindsom i sin technotone, end vi er vant til fra lignende genremusik.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2012, Frankrig, Gyser, Thriller, Seriemordere, Krimi, Biler på film, 89 min.
Dansk titel: Maniac- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation