Maniac (2012)

Sammenhængende film:

Maniac (1980)

Maniac (2012)

I kategorien let-til-jævnt-unødvendige genindspilninger finder vi Franck Khalfouns nyfortolkning af 1980'er-seriemorderperlen "Maniac". Væk er den oprindelige films kantede uhygge og spidsfindige tilgang til et fortærsket emne.

"Kreativ" stil

Fortalt i en "kreativ" point-of-view-stil, hvor handlingen primært opleves gennem Elijah Woods hovedrollekarakters øjne: Frank er besat af at myrde kvinder i storbyens gyder og gader, og hans særkende er at skalpere sine ofre og placere "hårpragten" hjemme i privaten på den efterhånden digre (og flueombejlede) ginesamling.

En udvidet flirt

Ligesom i den oprindelige film opstår der en udvidet flirt med en fotograf, men har hun egentlig nogen situationsfornemmelse, når hun går i lag med den udtalt særegne Frank? Næppe.

Savner talent

Elijah Wood ejer overhovedet ikke så meget som 10 % af Joe Spinells skuespillertalent, som oplevet i "Maniac" fra 1980. I hvert fald ikke når det kommer til gestaltningen af klamsvedt vanvid og de decideret dyriske slå-ihjel-drifter.

Ingen kant

Selv ikke når Wood bare skal stemmeskuespille sig ind i stemningerne – og det skal han i langt de fleste scener – er der nogen kant. Han er svigermors lille drøm uden hverken fysikkens gennemslagskraft eller evnen til mental forstillelse. Og det er nødvendigt i rollen som Frank.

Visuelt lækker

Rent teknisk er "Maniac"-opdateringen dog et ret lækkert bekendtskab, når point-of-view-krukkeriet så at sige lige har sat sig efter et kvarters tid. Storbybillederne har en nydelig mørkestemning over sig, og enkelte gys får hele rygraden til at trække sig sammen – bl.a. da Frank har gemt sig under en bil og overrasker sit friskeste offer nedefra... på en klamgullig, aflåst parkeringsplads, hvor skrigene forsvinder op imd højhusenes intethed.

Opfindsom technotone

Robin Couderts underlægningsmusik er – om ikke andet – langt mere opfindsom i sin technotone, end vi er vant til fra lignende genremusik. Problemet er bare, at der er alt for langt imellem de scener, hvor musikken er helt udeladt.