Maniac (1980)

Sammenhængende film:

Maniac (1980)

Maniac (2012)

Joe Spinell giver alt af og sig selv og lidt mere i sit portræt af newyorkerseriemorderen Frank Zito. Med base i en ussel lejlighed blandt blodplettede giner dyrker han sine syge fantasier (og indre stemmer), der bl.a. "sender ham i byen" for at begå bestialske kvindemord. Da han får færten af et ganske særligt potentielt offer – en fotograf, der falder for hans udstråling – skruer han charmen på.

"Maniac" udgør halvanden times udtalt syret mørkestudie, hvor både storbyen og Franks indre kaos fremstår som klaustrofobiske klodser, der ikke er til at ryste af sig. Det er simpelt konstrueret, men alligevel dybt raffineret, og William Lustigs detaljefokuserede iscenesættelse bidrager til at sende tilskueren yderligere ned ad sindets mørke sideveje. At Frank begynder at brumme for sig selv i dræberliderlige baslyde, gør ikke sagerne mindre pikante!

Således er "Maniac" en i dag lidt overset seriemorderperle, der ikke på nogen måde glider af på overfladen. Ganske vist er 1980'er-fortællestilen indimellem en anelse skinger (brug af sære zooms, slowmotions og udfyldt med virkelig mærkelig underlægningsmusik), men da næsten al energien i filmen alligevel falder tilbage på Joe Spinells enestående pragtpræstation, synes "alt det udeom" i perioder ligegyldigt.

Birollespillet er ikke i nogen nævneværdig liga, og flere af situationerne fra Franks aparte hverdag mellem mere eller mindre sagesløse kvinder er langt fra troværdige. Men det opvejes af dén kompromisløshed, der præger produktionsdesignet i det fænomenale newyorkerbillede.