Frihedens pris (1960)

Annelise Hovmand barslede her – 15 år efter Danmarks befrielse – med (endnu) en film om modstandsbevægelsens brave kæmpere under nazisternes besættelse af Danmark.

En patetisk tone slås an fra den dobbeltteatralske prolog: Først en ægte frihedskæmper fra dengang, der fortæller til kameraet, hvor stort et indtryk, filmen har gjort på ham – og hvor vigtigt det er, at også nutidens unge får historien genfortalt. Denne virkelighedens frihedskæmper giver herefter bolden videre til Ghita Nørby, der i egen høje person (og ikke som en del af hovedrollen i filmen, der kommer) læser et Morten Nielsen-digt op for en større skare af lyttere. Nielsen døde selv for Danmark under krigen.

Nu kan handlingen begynde! Og vi starter med billedet af en veltrænet ung mandekrop. Den skal vise sig at tilhøre Morten, gestaltet af filmdebutanten, 23-årige Willy Rathnov, og herefter fortælles hans historie. Han kom ind i modstandskampen lidt ved et tilfælde, forelskede sig i Lis (Ghita Nørby)... og havnede i kløerne på nazisterne.
 

Det er i grove træk grundsubstansen i den meget springende handling. Filmen sigter tydeligvis mere efter et bredt stemningsbillede end nærbilleder af hverdagsheltenes skæbner – i hvert fald bliver det meget svært at opnå bare et minimum af identifikation med Morten og co. Det skorter ellers ikke på fine navne i birollerne: Holger Juul Hansen er frihedskæmpernes organisator, Louis Miehe-Renard og Jørgen Ryg er begge sabotører, og Preben Lerdorff Rye hipomand. Men ingen af hverken de (hårdt optrukne) gode eller onde kræfter står stærkt i den svage iscenesættelse.

For nok er det tydeligt at se, i hvilken retning af (fransk inspireret) realisme, filmen gerne bevæger sig – og enkelte af Karl Anderssons skarpt skårne sort/hvide billedkompositioner har da også nydeligt blik for grundskolet æstetisering – lige lidt hjælper det dog på den fraværende sammenhængskraft og den tykke fernis af patos.

Replikkerne hører hjemme i det mørkest tænkelige eksistentielle skoledrama og har ofte karakter af "Vi skal jo alle dø"-floskler, som regel serveret helt uden antydningen af ægthed, og de bliver heraf tåkrummende teatralske. Det er en svær klods om benet på filmoplevelsen og hjælper heller ikke Rathnovs debut mod stjernerne, selvom han var et lyspunkt fremhævet i flere af samtidens dagbladsanmeldelser.

Det er pinefuldt på den ufrivilligt komiske måde, når Nørby og Rathnov udveksler forelskede replikker. Ligeledes en ellers tiltænkt højdramatisk scene, hvor den stolte frihedskæmper græder sin angst ud i den unge kvindes kjoleskød. Erik Fiehns underlægningsmusik har ikke rigtig nogen tematisk eller i det hele taget musikalsk gennemslagskraft. Positivt er det dog, at den ikke er splattet ud over hele filmoplevelsen.