The Milagro Beanfield War (1988)

    En mand nægter at bukke under for en milliardærs planer om at opføre en forlystelsespark ind over hans bønnemarker.


    I INGENMANDSLAND

    Robert Redfords andet forsøg som instruktør er denne uheldigvis udramatiske historie om en mand, der nægter at bukke under for en mangemillionærs planer om at opføre en forlystelsespark ind over hans bønnemarker.

    Ærke-amerikansk tema
    Et kendt og ærke-amerikansk tema med variationer: Stolthed / en mand giver aldrig op / de store taber, den lille vinder. Forsøgene på at anvende humor i historien mislykkes totalt. Eksempelvis render en afdød gårdejer rundt og spiller på harmonika og giver de svage gode råd. Særpræget, men afgjort særdeles malplaceret.

    Opremsende sprog
    Robert Redford instruerer hér uden struktur. Historien er ualmindeligt umotiverende og haltende fortalt. "Sproget" i filmen bliver opremsende i stedet for naturligt. Småkedelige totalbilleder, et enkelt zoom hér og dér og tilforladeligt almindelige klip: Redford har åbenbart ikke ønsket at eksperimentere. Har han virkelig regnet historien (baseret på John Nichols' roman) for at kunne stå alene?

    Bedre sidste halve time
    Det går dog langsomt fremad, efterhånden som spændingen tager en smule til. I den sidste halve time opstår en rimelig grad af underholdning, hvad der så sandelig ikke kan siges om resten af tiden.

    Blandede sprog
    Der er samtidig mange små irritationsmomenter. Fx er det uudholdeligt, at de fleste skuespillere skal tale med accent, da det er en historie, der foregår i Mexico, og at de ofte veksler imellem spansk og amerikansk: Oversætter ord, indleder en sætning med "Il grande Carajas… bla bla… and I was born in the United States".



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1988, USA, Komedie, Fantasi, Dyr på film, Drama, Bjerge på film, 112 min.

    Dansk titel: Milagro
    Instr: Robert Redford Prod: Robert Redford, Moctesuma Esparza Manus: David Ward, John Nichols Baseret på: roman af John Nichols Foto: Robbie Greenberg Klip: Dede Allen, Jim Miller Mus: Dave Grusin
    Priser
    • AA - Bedste musik
    • GG-N - Bedste musik