Det vita folket (2015)
Alex ankommer til en mørk undergrundsverden, hvor hun totalmonitoreres. Hvorfor hun er der, og hvad der skal ske med hende, er uvist.
»FORTÆNKT SCI-FI«
Der er uendelig langt fra Lisa Aschans vellykkede stille pigedrama Apflickorna (2011) til denne mystificerende science fiction-gengivelse af samtidsforhold, hvor samfundsmæssigt "uønskede" personer detentioneres i underjordiske bunkere, før de smides ud af landet.
Aschan har ellers gjort sig grundigt umage for at forske sig frem til de lyssky metoder, der angiveligt finder sted ikke alene i Sverige, men i hele Europa. I "Det vita folket" spiller Pernilla August den ansvarlige "fængselsbetjent" Viktoria. Hun sørger for kæft, trit og retning, når de kvindelige emner ankommer til den mørke virkelighed, hvor ikke meget er tilladt, og hvor alt monitoreres. Her bliver Alex (Vera Vitali) filmens hovedperson, da hun møder (u)virkeligheden dybt under hemmelige svenske klipper. Hun forstår hverken, hvor hun er, hvorfor hun er der, eller hvad, der skal ske med hende. Men det er meningen, for det er ikke noget hotelophold – så meget står klart... Dagene går i den lysstoftsoplyste parallelverden, og Alex bliver mere og mere frustreret. Et sted derude, i hvilken verden, det end måtte være, har hun en 7-årig datter, og tanken om, at hun nu kan være aleneladt, sætter fut i Alex’ tanker om et flugtforsøg.
Der er flere ting ved Aschans film, der vækker undren. Først og fremmest giver det umiddelbart ikke meget mening at fremmedgøre den umiddelbart håndgribelige tilfangetagelse så meget gennem det udtalte genrefilter. Begivenhederne science fiction-gøres til ukendelighed, og den virkelige underverdens drama går op i mystik og uforklarlige hemmeligheder og løgne. Følelsen af, at historien kunne have stået endog ualmindeligt stærkt, hvis den havde været sin egen inspirations nerve mere tro, er udtalt. I stedet fremstår det hele bundløst fortænkt – overdramatiseret, som det er fra ende til anden, uden at der reelt set er meget anden udvikling end det visuelt stærkt grafiske.
Aschan er så forhippet på at indfange en særlig sci-fi-stemning, at selv den mindste form for autenticitet lider en tidlig druknedød. Skuespillerne skriger forgæves efter opmærksomhed, for formen løber med hele opmærksomheden – ikke mindst det allestedsnærværende og tunge lyddesign, hvor underlægningsmusikken endda følger trop i broderparten af scenerne.
Du kan kun lukke øjnene og ønske dig hen i en helt anden tilgang til stoffet. Så ser du en film for dig, der underspiller det hemmelighedsfulde og fremhæver mørket og angsten i en tyst og fantasifremmende fortællestil, der samtidig appellerer til de indre dæmoner i skuespillerne. Hele filmen foregår i bunkermørket, på nær et par scener – blandt andet den meget flotte åbningsskevens, hvor etablerende skud af endeløse sneklædte landskaber for en kort stund får dig til at spærre øjnene op.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2015, Sverige, Science Fiction, Mystik, Fængselsfilm, Drama, 82 min.
Dansk titel: Det hvide folk- Pernilla August (Viktoria)
- Vera Vitali (Alex)
- Ville Virtanen (FK)
- Issaka Sawadogo (Josef)
- Aliette Opheim (Vanessa)
- Anna Bjelkerud (Aina)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GULDB-N - Bedste birolleskuespiller (Sawadogo)
- GULDB-N - Bedste fotografering
- GULDB-N - Bedste lyd
- GULDB-N - Bedste makeup
- GULDB-N - Bedste musik