Thermes (2010)

    15-årige Joachim vinder et ophold for to i et spabad. Han tager sin alkoholiserede, apatiske mor med og møder en jævnaldrende pige.


    I KLORBØLGEN BLÅ

    Strunk, men tematisk betændt belgisk kortfilm, hvor 15-årige Joachim (Tom Boccara) er så heldig at vinde et ophold for to i et spabad. Han har ikke andre at tage med end sin fraværende, modarbejdende, nedværdigende, apatiske og alkoholiserede mor (Sophia Leboutte).

     

    Sød musik opstår måske...

    Så må han prøve at få det bedste ud af det. Mens moren kegler formålsløst og tiltagende desperat rundt mellem de forskellige afdelinger i spabadet, møder Joachim en jævnaldrende pige (Julie Neenemaggi), og en form for sød musik opstår i klorbølgen blå...

     

    Fraværet af nærvær

    "Thermes" leger lidt med de samme tematikker, som vi så i den uforlignelige danske kortfilm Dykkerdrengen (2003) – dog langt fra så behændigt eller med tilnærmelsesvis samme psykologiske indsigt. Men der er en snert af det rigtige, når skildringen forsøger at sætte fraværet af nærvær i svingninger.

     

    Som gjaldt det livet

    Bedst lykkes de dialogløse passager, både i kortfilmens start, hvor det antydes, at mor og søn ikke har et godt forhold, og i særdeleshed, når kameraet følger moren rundt i spaområdet. Splitternøgen, mens hun holder fast i sin store ruskindstaske, som gjaldt det livet.

     

    En ligeglad mor

    I det hele taget gør Sophia Leboutte det meget overbevisende som den ligeglade mor, der ikke mæler et ord henover halvliters-øldåserne. Omvendt er der for lidt bid i de potentielle opblødninger med medfølgende mulig seksuel vækkelse, når handlingen kredser om Joachims spabadning.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2010, Belgien, Drama, Psykologisk drama, Teenagere, 26 min.

    Dansk titel: Thermal Baths
    Instr: Banu Akseki Prod: Jean-Yves Roubin Manus: Banu Akseki Foto: Manuel Dacosse Klip: Banu Akseki
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation